Paw Amdisen, spidskandidat for SF til KV -17 i Horsens
Horsens Folkeblad kunne i sidste uge berette om, at antallet af private dagplejere i kommunen er stigende. Denne historie føjer sig ind i en lang række af historier om hvordan private udbydere vinder frem på bekostning af de kommunale tilbud. En bekymrende udvikling set fra SF-s perspektiv.
Uanset om vi taler private daginstitutioner, skoler, privat hjemmepleje, private plejehjem eller private dagplejere, så er tendensen den samme. De kommunale tilbud bliver i stigende grad fravalgt til fordel for private tilbud. Og langt hen af vejen er udviklingen forståelig.
For SF drejer det sig ikke om at pege fingre af hverken private udbydere eller de borgere, der har muligheden for at vælge det private tilbud. Udviklingen hænger jo nøje sammen med de massive besparelser, der har ramt kernevelfærden i kommunerne i de sidste mange år. Nogle steder er vores kommunale tilbud efterhånden blevet så skrabede, at de, der har muligheden næsten selvfølgeligt vælger et privat tilbud. Tilbud, der ikke har de samme bindinger økonomisk og lovgivningsmæssigt, som vi har i kommunerne. Problemet er, at der på denne måde skabes et A- og et B-hold i forhold til velfærden, men hermed også i forhold til at bryde den negative sociale arv og dermed uligheden, der jo desværre er stigende i disse år.
Hvis vi ikke adresserer denne problemstilling, så ender vi et sted, hvor Horsens som bysamfund og kommune risikerer at brække midt over. Historisk har vi et socialt efterslæb, som vi har haft svært ved at rette op. Men hvis vi ikke i løbet af de kommende år gør noget afgørende og styrker den kommunale velfærd, så vil vi se en klar social polarisering. Og rundt omkring i verdenen ser vi lige nu hvad en sådan social polarisering kan sætte i gang af politiske uroligheder og radikalisering.
Derfor skal vi gøre to ting. Vi skal investere i velfærden, hvilket i første omgang må betyde et farvel til årlige sparekrav på kerneområderne. Dernæst skal vi sætte os nogle klokkeklare og forpligtende bæredygtighedsmål i forhold til social ulighed og mønsterbrydning. Det kunne være mål for at unge fra uddannelsesfremmede hjem i højere grad end deres forældre skal have en uddannelse. Men det kunne også være kontante mål om at nedbringe antallet af fattige familier eller familier med misbrugsproblemer i kommunen. Det sidste skal naturligvis kobles sammen med et styrket forebyggende arbejde og med en meget mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats på det sociale område, hvor vi slår bro mellem forvaltningerne og aktivt undgår tendenser til kommunal silotænkning.
Bragt i bl.a. Østbirk Avis