Nye indlæg

Kategorier

En levende midtby

05-04-2014 13:58

Bjarne Sørensen, medlem af Horsens byråd for SF


Den 11. marts skete der noget usædvanligt i Teknik- og miljøudvalget. Et tilsyneladende samlet udvalg nedstemte en indstilling fra direktionen om i forbindelse med den igangværende planlægning af detailhandelen i Horsens at fjerne muligheden for at etablere dagligvarebutikker syd for Bygholm Å.


Helt konkret tog indstillingen udgangspunkt i en konkret henvendelse omkring etablering af en ny dagligvarebutik på op til 3000 m2 på Vorsøvej - næsten lige op og ned af Bilka - og en undersøgelse foretaget af COWI, som konkluderede, at der ved etablering af en sådan dagligvarebutik ville blive forøget risiko for butiksdød i Horsens midtby.


Ikke desto mindre valgte et enigt udvalg at sidde direktionens og den uafhængige rådgivers advarsler overhørig til stor og forståelig irritation for midtbyens erhvervsdrivende.


Hvorfor nu tage endnu et skridt i retning af at trække endnu flere handlende væk fra Horsens midtby? Ja, i SF forstår vi heller ikke logikken, som bliver endnu mere besynderlig og bizar, hvis man også begynder at overveje de trafikale forhold, der i forvejen er i området omkring Bilka.


I SF mener vi, at vi bør styrke midtbyens handelsliv og især understøtte de mindre erhvervsdrivende og specialbutikkerne i gågadearealerne. Vi ønsker en klar styrkelse af midtbyens tiltrækningskraft og mener også, at det er i orden, at kommunen opkræver leje for brug af gådegadearealerne til eksempelvis udeservering. Men hvis kommunen samtidig med den anden hånd giver tilladelse til at bygge endnu en stor dagligvarebutik uden for bymidten, så forsvinder meningen med kommunens aktive styrkelse af midtbyområdet jo.


SF har efter valget i november ikke længere plads i Teknik- og miljøudvalget. Men havde vi haft en plads i udvalget havde vi selvfølgelig stemt for direktionens udmærkede og sagligt velfunderede indstilling. Sagen er foreløbig blevet færdigbehandlet i udvalget, men i SF vil vi nøje følge sagen og gøre vores til politisk at forhindre, at der bliver givet endeligt tilladelse til at bygge en ny stor dagligvarebutik på Vorsøvej.
 
 
Bragt i Horsens Folkeblad og Østbirk Avis

Kategori: Nyheder
Socialistisk Folkeparti i Horsens  | sfhorsens@gmail.com