Racing kalender    Nyheder    Støt Alex    Webdesign af Uniks.dk   

Alex Schacht junior-europamester i Supersport 2011

Skrevet af Bjarne Nielsen
2011-10-11 15:55

Efter et spændende løb og en flot 2.-plads ved EM-finalen på Albacete-banen i Spanien kan Alex Schacht kalde sig junior-europamester i Supersport-klassen.

Ovenpå en turbulent EM-sæson i Superstock 600 fik Alex Schacht i dag scoret et resultat, der skaber respekt om det unge danske racertalent: Ved Supersport EM-finalen på Albacete-banen i Spanien kørte Alex i mål på en flot 2.-plads, og da han var første juniorkører over stregen, kan han nu kalde sig junior-europamester i Supersport 2011.

Allerede efter lørdagens tidtagning var der optimisme i Schacht-teamet, for Alex sluttede med næstbedste tid, 0,9 sekund efter pole-tiden, som blev sat af den spanske Moto2-kører Jordi Torres på kvalifikationsdæk fra Michelin. Til sammenligning kørte Alex på almindelige løbsdæk fra Dunlop på sin SBK One Superstock Honda, som i øvrigt kun var let modificeret til løbet i Supersport-klassen.

Alex kom godt fra start, men kunne ikke følge Torres, der startede perfekt og blev fulgt af endnu en spanier. Til gengæld sloges unge Schacht løbet igennem med den hollandske Supersport-mester Jos van de Raa om 3.-pladsen. Da spanieren på 2.-pladsen fik tekniske problemer, blev det dansk/hollandske slag til en kamp om de to sidste pladser på sejrsskamlen, der altså sluttede med Alex som vinder.

Undervejs havde Alex sat løbets næsthurtigste omgang blot 0,1 sekund fra vinderen Torres' bedste tid. Ganske imponerende, især fordi SBK One Schacht Racing Team ikke havde fået den bedste vejledning om dækvalg fra Dunlop forud for løbet. Alex' bagdæk var fuldstændig færdigt efter de 20 omgange.

Schacht Racing v/ Fragtmanden Viggo Petersens Eftf. A/S | Letland Allé 3, 2630 Tåstrup - Denmark | Tlf.: 40417390