Generalforsamling 2014 (19. oktober i KLG)

Ordinær generalforsamling den 19.10.2014, kl. 13.00, Restaurant det 19. hul

Dagsorden.

1) Valg af dirigent
2) Formandens korte beretning
3) Regnskab
4) Valg af bestyrelsesmedlemmer
5) Indkomne forslag
6) Eventuelt, hvor alt kan diskuteres og intet besluttes.

Forord;

Endnu en gang, lykkedes det for Old Star bestyrelsen, at lægge matchen inden generalforsamlingen, på en dag med konstant regn (i hvert fald under spillet).
Der var 9 spillere til matchen og efterfølgende dukkede flere tørre medlemmer og en enkelt suspect ("Erik -fynbo") op til generalforsamlingen. I alt var 10 medlemmer af Old Star og Erik fremmødt til generalforsamlingen.

Referat:
1) Valg af dirigent
Claus Helsinghoff blev foreslået af formanden.
Claus Helsinghoff modtog velvilligt valget som dirigent og referent. Igen - igen.

Dirigenten kunne konstatere, at generalforsamlingen var rettidig varslet, med mail til alle medlemmer d. 4. oktober 2014 og at generalforsamlingen dermed var beslutningsdygtig.

2) Formandens korte beretning

Old Star fik i den forgangne sæson et "nyt" medlem; Øjvind Olsen - velkommen tilbage.

Der har i hele 2014 været relativ stor opbakning og fremmøde til de ugentlige samlinger og mange udflugter.

Der har til alle hjemme spilledage været 7 - 8 spillere i snit, som har mødt op.

Vinter sæsonen bød på afvekslende spillevejr og Per "Vintermåtte" Thimm vandt atter trofæet som højest scorende spiller og dermed også titlen som Jyder Cup holdkaptajn 2014.

Aktiviteter;

Spanien - 6 personer - En kanon god tur.

Fødselsdags golf med Kim - 50 år.

Fremd mit OldStar - ikke så mange udflugter som planlagt. Jels, Fredericia, Give, Skærbæk Mølle og Dejbjerg..

Par 3 match med tilhørende grillmad i nogenlunde godt vejr.

USA - 4 personer i 15 dage (turen bliver nok refereret på hjemmesiden)

Made in Denmark - 8 personer i sommerhus med meget smalle senge.

Junior vs OldStar - desværre aflyst.

Jyder Cup i Nordborg - 16 medlemmer og suspects havde nogle virkelig gode dage med golf, hygge og god mad.

Kommende aktiviteter:

Vinter tur i foråret? evt. Alicante igen - mere herom senere.

Geert i Østrig savner OldStar og vil evt. invitere OldStar til foråret.

Formandens beretning blev godkendt med applaus.


3) Regnskab

Jens Lykkegaard redegjorde for regnskabet, som startede pr. 25.10.2013 med kr. 11.166,18 og endte pr. 15.09.2014 i kr. 15.696,21.

Junior vs Old Star blev ikke gennemført i 2014 og gav en besparelse på ca. kr. 1.500,00

Der savnes bilag for udlæg og Jens tilskyndede til at dette blev respekteret.

Igen - igen ; HUSK at skriv jeres navn på kontingent indbetalingen for registrering. så det undgås at det står; "Overførsel", "mig igen" eller "Old-starz". Der er stadig for mange medlemmer der "glemmer" at betale til tiden.

Kassererens beretning blev godkendt med applaus.

4) Valg af bestyrelsesmedlemmer

Niels Peter og Jens var på valg, Niels Peder modtog genvalg, men Jens meddelte, at han fratræder kasser posten. Dette blev beklaget af den tilstedeværende generalforsamling.

Michael blev foreslået og modtog udfordringen. Både Niels Peder og Michael blev valgt med applaus.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og mail vil tilgå medlemmerne inden for 14 dage.

Der lød en stor tak til Jens for indsatsen.

5) Indkomne forslag.

Bestyrelsens forslag: Ingen.

Der var forslag fra medlemmerne:

Kim:

a) Skal vi droppe matchplanen og bare spille stablefort hver gang?

En enig generalforsamling stemte for at matchplanen skulle fortsætte - der forelå en beklagelig misforståelse i uge 38, hvor de fremmødte ikke, som efter planen, spillede fra rød tee.

b) Skal vi have en hjemmeside (en scrapbog online) - eller bruger vi den for lidt?

For at tilpasse hjemmesiden til Laptop, iPhone mm. Vil det betyde en udgift på kr. 40,00 pr. måned.
Med dette kan alle bruge hjemmesiden hvor man nu er!

Generalforsamlingen bifaldt dette.

c) Skal der ændres i vores vedtægter:

Der står at vi støtter juniorafdelingen. Det har været tolket, så vi betaler mad til de juniorspillere, der deltager i matchen mod Old Stars. Sidst, da matchen blev aflyst, var der tvivl om hvorvidt der kunne bevilges penge til det.

En enig generalforsamling bakkede op om støtten til juniorerne, samtidigt blev der stillet forslag om en præmiering af en juniorspiller, der på den ene eller anden måde havde gjort sig fortjent til dette.
Overrækkelsen vil foretages i forbindelse med den årlige Juniormatch.

Bestyrelsen tager dette op i samarbejde med træner i juniorafdelingen.

d) Hvorfor får vi ikke lavet de navneskilte (vinderne) til vores trofæ?

Alle medlemmer som kan bidrage med en erindring om tidligere års vindere, melder dette til Kim - Michael er klar med en gravør, som kan producere skiltene.

Jens:

a)Kontingent: Betalt inden 1. maj kr. 500,00 efter kr. 600,00

Enstemmigt vedtaget. Bestyrelsen tager action . Hvis kontingentet ikke er indbetalt rettidigt kan man ikke optjene klubpoint ved matcherne.

b) Flytte den faste spilledag fra fredag til lørdag, i sommer halvåret.

Forslaget blev nedstemt med 9 mod 1 stemme.

Per T.:

Per meddelte at han trækker sig som fest arrangør og som Jyder Cup arrangør; mangler opbakning - respons og svar, på rundskrivelser til medlemmerne - for at kunne arrangere, er det træls at vente på et svar i mere end 14 dage fra medlemmerne, før der kan arbejdes videre på tiltagene! Samtidigt er der manglende betalinger fra flere medlemmer fra arrangementerne.

Per er villig til at bidrage ved kommende arrangementer - med sin store viden.

Generalforsamlingen beklagede Pers beslutning og takkede for den store indsat.

6) Eventuelt, hvor alt kan diskuteres og intet besluttes.

Vores nyeste suspect, Erik, ville undersøge muligheden for at leje et ophold på en 3-længet gård, klods op af Langeland Golfbane. Erik sender videre information videre til vores matchudvalg, som vil se på muligheden. Evt. kan dette laves med et visit til Svendborg Golfklub, hvor vi har en invitation fra Teddy stående åben.

Øjvind kom ligeledes med en mulighed for et ophold i Brøns, møntet på en tur med påhæng, 4-5 retters menu, god vin, oplevelser i området m.m.

Sidst men ikke mindst kunne vores allesammens "Score-Kaj"; Frank, berette om de mysterier der var foregået i den forløbne sæson.
Vinder af den netop overståede sommer turneringen blev Michael med suveræne 112 Point - respekt !
Follow-up blev Kim og NP, med hhv. 99 og 98 point.

Andre nyttige informationer;
Flest stablefort point; NP med snit på 34,4
Færrest put; NP med snit på 30,9 (flest put; Frank med snit på 37,1)
Nærmest flag deles af Øjvind og Claus - hver med 4 hits.
Længste drive; NP med 4 hits.
Flittigste fremmøde; Claus med 20 gange.

Alle i Old Star takker "Score-Kaj" for et gennemarbejdet materiale.
Der blev endnu engang foreslået "Årets Score", som går ud på, at man efter første rundes score, kan forbedre ét hul pr. runde (bytte en 5'er til en birdie); Dette skal naturligvis behørig monitoreres (af Frank - hvis han vil?)

Formanden fik ordet for en afsluttende beretning, hvor han takkede for en våd omgang golf og en hyggelig dag i god ro og orden.

Mødet blev hævet kl. 15:45 - (der var en indlagt pause med Æggekage og Pariserbrød - og et par pommes)

Referent
Claus H.
 
Old Stars Golfclub