Nye indlæg

Kategorier

Det hele spiller på REMA 1000 Aqua Camp

20-02-2017
I vinterferien afholdt Odder Svømmeklub for første gang i svømmeklubbens historie Aqua Camp. Det viste sig at blive en stor succes.
 
(Klik på billedet for fuld størrelse)
 
Af: Klaus Bach Christensen
 
Hvis du i starten af vinterferien var i Spektrum Odder Svømmehal, har du muligvis set 19 børn iklædt orange trøjer løbe frem og tilbage mellem svømmebassinerne, svømmehallens fælleslokale og bokseklubbens bokserum. Det store postyr skyldes, at Odder Svømmeklub fra den 13. til og med den 16. februar afholdt REMA 1000 Aqua Camp for første gang nogensinde.
 
En stor succes
For at kunne afvikle svømmecampen under de mest optimale forhold, havde Odder Svømmeklub valgt at sætte en deltagergrænse på 30 deltagere. Det strømmede dog ikke ind med tilmeldinger, da der blev åbnet for tilmelding, men som vinterferien nærmede sig, steg antallet af deltagere. Det blev til i alt 20 tilmeldinger, hvoraf en enkelt dog måtte melde afbud på grund af en brækket arm.
 
”Jeg synes, at det er flot, at vi får så mange tilmeldinger, når det er første gang, vi afholder Aqua Camp i forbindelse med skolernes ferie,” siger Lars Rasmussen, der er formand i Odder Svømmeklub.
 
Han hæfter sig endvidere ved, at REMA 1000 Aqua Camp har eksisteret længe, så det muligvis kan være på grund af svømmecampens historie, at konceptet trækker mange deltagere til. Svømmecampen er udviklet af Dansk Svømmeunion, og der er fokus på, at børnene skal have sjove stunder og uforglemmelige dage med sig hjem, når campen afsluttes.
 
Ud fra de mange positive kommentarer, som Julie Darling har modtaget i løbet af - og i kølvandet på svømmecampen, kalder Odder Svømmeklubs breddeansvarlige dagene for vellykkede.
 
”Vi har fået så meget positivt feedback på forløbet af vores camp både på Facebook og mail. Børnene har alle været rigtig glade for setuppet med en masse aktiviteter og plads til fis og ballade, ligesom forældrene har været glade for at få muntre, snaksaglige og trætte børn hjem. Det tør jeg godt kalde en stor succes,” siger Julie Darling.
 
Fire temadage
REMA 1000 Aqua Camp varede syv timer alle fire dage i tidsrummet 08.00-15.00. Svømmecampens tre instruktører havde sammensat dagenes forløb med inspiration fra fire temaer; lær hinanden at kende, livredning, sørøvere og OL.
 
”Da det er første gang, at Odder Svømmeklub afholder Aqua Camp, har vi gerne ville sætte overliggeren højt. Det skal gerne være en så god oplevelse, at børnene vil med igen næste gang, Odder Svømmeklub afholder svømmecamp,” forklarer Jonatan Balladone, som er en af de tre instruktører på vinterferiens REMA 1000 Aqua Camp.
 
De 19 deltagende børn har igennem de fire dage prøvet flere forskellige aktiviteter såsom, skattejagt, sørøverslag, vandpolo, bordtennis og har lært om Trygfondens fem baderåd. Samarbejdet med Dansk Svømmeunion betød, at deltagerne kunne svømme sig til flere forskellige svømmemærker. Herunder et udsprings- og livredningsmærke. De dygtige deltagere bestod alle med stor begejstring de forskellige mærkeprøver.
 
I løbet af den næste tid vil Odder Svømmeklub foretage en evaluering af vinterferiens REMA 1000 Aqua Camp, så der kan tages stilling til, om endnu en svømmecamp skal arrangeres og i givet fald hvornår.

Kategori: Klub Nyheder
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder