Nye indlæg

Kategorier

Lyseng Sprint Cup

06-11-2016
Lørdag den 5. november testede K2-svømmerne formen til Lyseng Sprint Cup. Stævnet blev brugt som en finpudsning fremmod Aalborg Cup, som afholdes sidst i november.
 
Af: Klaus Bach Christensen
 
Flere svømmere havde taget det hurtige badetøj på i dagens anledning. Stævnet startede ud med holdkapper i 4x50 Holdmedley for både piger og drenge. Mens pigerne præsterede, som forventet, svømmede særligt drengene hurtigt fra morgenstunden. Sander Møller Jürgensen formåede at svømme 39.6 på 50m bryst, mens Mads Emil Hermansen for første gang svømmede under 30 sekunder på 50m fri. Det skulle dog vise sig, at stævnet blev endnu bedre for de to drenge under deres individuelle starter.
 
Sander svømmede under stævnet under flere kravtider til henholdsvis vestdanske- og danske årgangsmesterskaber. Mads Emil, som stadig er for ung til at deltage i mesterskabsstævnerne, ville dog gerne matche sin holdkammerats flotte resultater. Det gjorde han ved at svømme ikke mindre end 1,06,79 på 100m fri i et løb, hvor Mads Emil disponerede sine kræfter helt perfekt. Til stævnet deltog Tobias Nielsen, Alexander Johnsen, Jeppe Dall og Jacob Lyse, som alle fire fik nye personlige rekorder med hjem.
 
Hos pigerne var der over hele linjen flotte resultater. Mathilde Dalgaard svømmede tre nye personlige rekorder i sine tre starter, hvilket tyder på, at hun er kommet sig over sin albueskade og bliver helt klar til Aalborg Cup. Derudover svømmede Camilla Angaard et rigtig flot løb på 100m butterfly, hvor hun, som Mads Emil, svømmede et yderst flot disponeret løb. Løbet gik så godt, at Camilla svømmede under kravtiden til danske årgangsmesterskaber med over to sekunder. Maria Winther svømmede også et godt stævne med flere personlige rekorder som følge.
 
Udskilningsfinaler
Til stævnet var der udskilningsfinaler, hvilket i praksis betyder, at de seks finalister svømmer mod hinanden, indtil der er fundet en vinder. Den langsomste bliver hver gang sorteret fra, så der til sidst står en vinder tilbage. Til disse finaler var Odder-svømmerne Camilla Angaard, Kathrine Bech Nielsen, Cecilie Lauridsen og Thor G. Nedergaard repræsenteret. Det gik bedst for de to sidstnævnte, som begge vandt en flot sølvmedalje, efter de begge måtte erkende, at der ikke var flere kræfter tilbage i kampen om guldmedaljen.
 
På torsdag starter næste store opgave for klubbens ældre svømmere, når juniorsvømmerne skal til danmarksmesterskaberne i Bellahøj. Op til dette stævne kan I på vores Facebook-side komme til at lære de deltagende Odder-svømmere bedre at kende, da vi hver dag interviewer svømmerne og blandt andet spørger dem om deres forventninger til mesterskabet.

Kategori: Klub Nyheder
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder