NøvlingKaniner
 

Stalden - fra start til nu..

stalden udefra
Når man hører udtrykket 'stald' falder tankerne nok nærmere på en gammel gårdbygning, end et halvtag med træbeklædning - men det er nu engang det, vi kalder vores kaninbygning!
Begyndelsen
 
Som næsten alle andre startede vi småt op - 2 bure i et gammelt, ubrugt brændeskur, der lå ved en så smal og lurvet passage bag huset at ejendomsmægleren, der solgte os det, ikke vidste det eksisterede!
 
De gamle, mølædte brædder blev skiftet ud med matchende klinkebeklædning, så de passede til resten af huset.
 
 
skuret
Dette brændeskur og passagen skulle vise sig at blive midtpunktet i vores stald!
 
 
På dette tidspunkt havde vi ingen begreb om kaninavl, og umiddelbart havde vi heller ingen planer om at bygge flere bure - men det ændrede sig hurtigt!
 
Vi kunne begge mærke, at der skulle mere til at fastholde interessen for kaniner. Der skulle ske lidt mere.
 
Vi ville arbejde målrettet med kaniner..
 
Så vi gik straks igang med at undersøge hvad vi kunne gøre med vores gamle brændeskur - og det var ikke så lidt, endda..
 
 
nye og gamle bure
 
Vi indså hurtigt, at de første bure slet ikke var praktiske nok til den smule plads, vi havde. Der måtte nytænkning til, hvis vi ville noget mere seriøst med kaniner.
 
På nettet kunne vi læse os frem til, at dværgkaniner skulle have ½ m² at bo på, så et mål på 100 x 50 cm blev vores udgangspunkt.
 
Skæbnen ville, at brændeskuret lige nøjagtig var så bredt, at et bur kunne stå langs indervæggen og stadig efterlade nok plads til en trillebør kunne køres ind!
 
Da den første reol med 6 sammenhængende bure var færdig og installeret, blev der mulighed for at bygge én reol med 3 bure på 120 x 50 cm - disse skulle bruges til hunner med unger.
Samtidig fik vi en idé - en reol med plads til hø, halm, foder og alverdens remedier, samt 2 små bure ovenpå til unger.
 
Disse 3 reoler udgjorde dermed en fuld funktionel stald med 11 burstande og plads til alt det, dyrene havde brug for.
 
 
1-11 bure
 
Da 11 bure ikke længere var nok..
 
Der gik ikke længe før de 11 bure var fyldt med kaniner. Det var en broget flok i alverdens farver, fordelt på 3 racer.
 
Det var gode intentioner om at hjælpe uønskede kaniner, der havde fyldt vores bure, og drømmen om at udrette 'store ting' kunne let være blevet kvalt i aflagte kælekaniner.
Heldigvis så vi en masse potentiale i den smalle passage udenfor skuret, og nye byggeplaner blev sat i værk!
 
12-20 bure
 
Den førhen så ufremkommelige passage bag huset blev omdannet til et halvtag, plankeværk ind til nabogrunden, fliser og ikke mindst 9 nye bure, der alle kunne deles op med en ramme i midten.
 
Vi havde nu i yderste konsekvens 29 burstande at gøre godt med, og det var vi ganske tilfredse med.
Skuret blev samtidig opgraderet med et vindue, isolering, lampe og et strømstik.
Grundlaget for et fornuftigt stykke arbejde med kaniner var nu lagt. 
 
Store kanindrømme kræver store stalde!
 
Vi og kaninerne kom godt igennem sommeren og efteråret med den lille plet bag huset.
Vi havde fundet vores 'projekt' indenfor kaniner - vi skulle avle hermelin, Zobel blå til udstilling, og dværgvædder skulle avles for hyggens skyld, hvor ungerne skulle sælges som kælekaniner.
 
Efterhånden som vi lærte mere om vores hermelinere, forstod vi, at vi aldrig ville kunne nå til tops med 29 bure - disse dyr viste nemlig først deres sande potentiale i en alder af 8 måneder, og det blev nødvendigt at kunne beholde enhver hermelin i zobel, blå som vi formåede at avle.
 
Lysten til at avle dværgvæddere til udstilling kom osse snigende lidt efter lidt..
 
Samtidig fik vi meget ros for vores hjemmelavede bure af alle, der kom i stalden. Der viste sig at være et marked i at bygge den slags bure for andre end os selv, og vi kunne slet ikke vente med at lave flere bure, forbedre systemer og teste dem i praksis.
 
Nye udvidelsesplaner blev lagt..
Større og mere omfattende end den sidste, skulle denne tilbygning kunne opfylde vores behov for burplads én gang for alle!
 
 
ny stald
Den nye bygning bliver bygget 9 meter lang og 2½ meter bred.
 
Lige så snart frosten forsvandt fra jorden i foråret, var vi igang med at bygge.
Vinteren havde vi brugt på at søge tilladelser, klargøre planen for vores nabo og til at få styr de sidste detaljer, så denne bygning ville blive den ultimative stald for både os og vores kaniner.
 
Praktikaliteten var som altid det vigtigste. Bredden på stalden sikrer, at reoler kunne stilles langs hver side og stadig efterlade nok plads i midten.
Lys kommer oppefra gennem et halvtag, der osse sikrer læ - samtidig med fornuftigt placerede åbninger under halvtaget sørger for den nødvendige ventilation.
 
 
ny stald færdigbygget
 Da stalden står færdig, tager vi den straks i brug.
 
I det sene efterår 2013 indstiller vi burbyggeriet, på dette tidspunkt har vi fået bygget 12 nye bure til os selv, der alle til dagligt er opdelt i 2.
 
Burene i den nye staldbygning er fortrinsvis til hermelin hanner, de 9 bure i den smalle passage bruges uopdelt til dværgvæddere - alle disse bure har i øvrigt et mål, der hedder 120 x 60 cm.
 
Burene i det gamle brændeskur bruges til hermelin hunner. De 3 længste bure derinde bruges til dværgvæddere, der skal have kuld i de kolde måneder.
 
I foråret 2014 valgte vi at inddrage hønsegården til kaninstalden, hvoraf langt det meste skal bruges til burværksted.
I mellemtiden har vi fået nye behov, eftersom nogle enkelte hopkaniner finder plads i stalden. Samtidig er flere bure blevet bygget, og i foråret 2015 har vi 42 bure, hvoraf 21 kan deles i to -
altså potentielt 63 bure..
 
Og eftersom fordelingen mellem racerne ændrede sig, var vi nødsaget til at foretage en større rokade;
Dværgvædder hunner huses nu i burene i det gamle brændeskur - hannerne i den smalle passage.
Hopkaninerne samles i ét bursystem i den gamle hønsegård.
Alle Hermelin, af begge køn, bor nu i den nye staldbygning.
 
stald
 
På nuværende tidspunkt mangler der endnu at blive bygget 4 reoler med 3 bure i hver - som i øvrigt alle kan deles i to..
Det vil ende med 87 bur-rum..
 
..Mon det er nok?
 
Michael Christiansen & Rebecca Nygaard | Oppelstrupvej 2, 9260 Gistrup  | Tlf.: 20987068 60686433