Euforisk forløsning

2018-02-18 21:39
Efter en lang og sej kamp stod det 17 mand store cast og 7-mands orkestret klar på scenen sammen med teknikken, klar til at blæse premierepublikummet bagover. Hvis vi selv skal sige det, syntes vi at det var rimelig vellykket, men læs da selv her hvad Martin Berthelsen havde at sige om forestillingen:
 
”Heathers”
Hvad er nu det for noget ?
Store er forventningerne, når man træder ind på ”Det hem’lige teater”, for at se hvad Musicaliber nu har kastet sig ud i, for 20. gang. Denne gang intet mindre en Danmarks Premiere. Allerede her er der scoret point. Hvor er det dog befriende, at der er en teatertrup, der har modet og evnerne, til at prøve noget nyt, så vi ikke altid skal sovses ind i de samme gamle travere, som alt for ofte trækkes af stalden for at… ja hvad ?

Lad det være sagt med det samme: Den her forestilling må du bare ikke gå glip af!
Jeg mener, at samtlige skoleklasser, fra 7.klasse og op efter, i Aalborg kommune, samt de tilhørende forældre, skulle tvinges til at se ”Heathers” og at ”Mary Fonden” skulle donere et større beløb til Musicaliber – Fonden har jo bl.a. antimobning på dagsordenen.

Castet er lige som det skal være. Der er alle de typer, man forventerat finde på en Highschool i USA. Bitchen, nørden, punkeren, ”kloge Åge”, medløberne, sportsidioterne, den søde lidt naive m.f.

Der er også den ”ensomme ulv”, som i Jonas Østergaard Pedersens udførsel, får en omkring Jean Valjean fra Les Miserables og Dr Jekyll & Mr. Hyde hvad angår sang og skuespil – eminent – men desværre også de meget aktuelle skoleskyderier i USA lige nu. Uha – det er spooky.

Laura Winther Møller, som den ”gode” Veronica, mestre at skifte karakter med et fingerknips, fra god til … ja kom og se.

De tre ”Heathers”-piger, Nikoline Tanghus Sørensen, Ann Sofie Jansdal og Amanda Svejstrup Sørensen, er bare så meget …… ja det er de. Man har i den grad lyst til at stikke dem en på skrinet. Håber ikke de er sådan i virkeligheden, for så siger jeg bare ”stakkels instruktør”.

Resten af castet er lige som, og hvor de skal være. Michelle Knudsen stener som Stoner. Anna Brueckner Johansen er så god som Goth. Kurt og Ram (Thomas Voigt Vejling og Christian Muldkjær Iversen) er så selvfede og p……. irriterende. Mette Nørgaard Jensen, som Martha, får man bare lyst til at kramme, og man får en ligge tåre i øjenkrogen, når de andre er onde ved hende – hun har et hjerte af guld.

Erik Christensen som Bitter Geek, er eksemplarisk som nørden med mindst 20 kuglepenne i brystlommen. Annie Højer Hviid som Young Repulicanette, Kenny Henrik Holm Johansen som Hipster Dork og Rasmus Thusgaard Pedersen som Pretty Stud er tre typer, som er alle steder, men som man ikke lige lægger mærke til – men det gør man her.

Så er der de tre ”voksne”: Martin Toftebjerg Knudsen er som Coach Ripper, så amerikansk, at han burde stå med en burger i den ene hånd og en cola i den anden, men det går jo ikke på scenen. Thomas Christensen er i sine tre roller, som en ”John Cleese-krydsning” af rektoren fra ”Kuk i timeplanen” og Basil fra ”Halløj på badehotellet” – herligt.

Endelig er der Betinna Bjeldbak som bl.a. Ms. Fleming. Det nummer hun synger ved samlingen af eleverne, får de små hår i nakken til at rejse sig af fryd. Med sådan en stemme i castet, burde I overveje en opsætning af ”Purlie”

Betina har sammen med Torben Skov oversat forestillingen, og det virker perfekt – både i sang og dialog.
Instruktør Dorthe Hansen Carlsen har virkelig fået det ”værste” bedste frem i sit cast. Stort tillykke.

Alle dem bag ved: musik, lyd, lys, scenografi, koreografi, kostumer, PR, sminke, hår, scenebyggere, program, rekvisitter, samt de venlige mennesker der tager i mod publikum:
Uden jeres store indsats, var dem på scenen ingen ting.
Et eneste minus var der ved aftenens premiereforestilling. Lydniveauet mellem musik og sang. Det var ikke altid ok afstemt, så når der blev gået til den i de store numre, var det svært at høre teksten, men det bliver selvfølgelig rettet!
Alligevel vil jeg giver forestillingen 6 serveringsbakker ud af 6 mulige.

Serveringsbakker ????? hvorfor det ??? – Gå ind og se ”Heathers” så ved du hvorfor.

Martin S. Berthelsen
 
Så, hvad venter du på? Køb billet nu på https://place2book.com/da/25787/list/EM331
 
Musicaliber Aalborg | CVR: 20401338 | Istedgade 32, st. tv., 9000 Aalborg - Danmark | formandmusicaliber@gmail.com