Ser mig selv lænket
på arme, ben, ankler, håndled
Nogle lænker er tykke som

skibslænker

andre fine og nemme at bryde

Der er mange

fæstnet i alle retninger

Begrænsningen er klaustrofobisk

Sprællende som fisk i et net, råber jeg

Slip mig fri

     Græder

         Skriger

              Resignerer

Kigger på lænkerne

følger dem med øjnene i alle retninger

men de fortoner sig i intetheden

i tågerne - hvem og hvad der holder dem, ved jeg ikke

jo mere jeg hiver, trækker, spræller

jo mere strammedes de

Jeg er fange hos mig selv

lænkerne er mine, nogle foræret til mig

men mine

Jeg holder mig Selv fanget, begrænset

Kun jeg kan slippe mig Selv fri

Nu med sandheden afsløret

SER jeg lænkerne

Der er kun et at gøre...