Katteracen Hellig Birma:


Det er en halvlanghåret masket kat, på fagsprog også kaldet semilanghåret. Den er medium i størrelse, hannerne dog mere massive end hunnerne. Pelsens farve er ret speciel. Det er ønskeligt med så stærk kontrast som muligt mellem maske- og kropsfarve. Kropsfarven svinger, alt efter maskefarven, mellem mælkehvid og beige, meget gerne med et let gyldent skær på ryggen. De maskede partier findes på ansigt, ører, ben, hale og kønsdele. Dog skal alle tæer på for- og bagpoter være hvide.
 
Kun hos voksne katte er maske- og kropsfarve fuldt udviklet. Killingerne fødes som helt hvide og får kun langsomt farve på maskeområderne. En Birma er ca  3 år førend farven  og kattens udseende samt kropsbygning er helt færdigudviklet. Øjnene er let ovale og må ikke være helt runde. De har en dyb safirblå farve.

Fuldmaskede varianter er i farverne: Brun - blå - chokolade - lilla - rød - creme.

Maskefarverne findes desuden i tortie- og tabby varianter.

Temperament & væsen:

Birmakatten er ukompliceret og besidder en stor tilpasningsevne. Dog bør en Birma ikke være alene hos mennesker, der er hjemmefra det meste af dagen. Det vil i sådanne tilfælde være en god idé at anskaffe endnu en kat, køb evt. to søskende
fra et kuld, der vil kunne have meget glæde af hinanden

Har man ikke mulighed for at have to katte, kan også en hund, en kanin, et marsvin eller andet husdyr gøre det. Det vigtigste er, at den har selskab af et andet væsen.

Birmakatten går fint sammen med børn, da den er meget glad og legesyg. Hvis barnet eller børnene er små, bør de lære hvordan man behandler et kæledyr og hvordan
man ikke gør. Birmaen er meget selskabelig – en udpræget familiekat – og
knytter sig mere til sine mennesker end til boligen. Som ”udekat” er
Birmaen ikke meget velegnet, den er simpelthen for tillidsfuld og
loyal overfor os mennesker. Det er netop disse egenskaber
der gør den så vidunderlig at leve sammen med
 
© Copyright (N) Miridania's
Karina Larsen | - Denmark | Tlf.: +45 426 18 338 | n.miridanias@gmail.com