Cross Challenge 25.10.2014 i Middelfart

2014-10-29 10:24
KAM stillede med det største hold i flere år (7 i alt) til årets vintercrossturnering.
Desværre måtte Abdi melde afbud, da han ugen inden havde fået en lille forvridning i den ene fod. Efter samråd med TEAM Danmarks læge, blev vi enige om at springe løbet over, så han kan være klar til at forsvare sin NM Cross titel i Finland om 14 dage.
Tilbage var der så vores 6 deltagere i U20-klassen. Ruten var en rigtig god cross-rute på græs og stubmark, og med de seneste ugers ekstra meget nedbør, blev det hurtigt en mudret affære.
 
KAM-løberne gjorde det alle rigtig godt, men Oliver Thernøe præsterede under niveau, da han endnu ikke helt var kommet sig efter en sygdomsperiode, men han kæmpede alligevel forbilledligt på den svære rute.

Placeringsmæssigt var Bosco og Alexander helt med i toppen i det 46 mand store felt. Det var første gang Bosco prøvede kræfter med en cross-rute i konkurrence. Med et lidt for hurtigt udlæg kæmpede han sig flot i mål som nr. 7 i klassen. Han slog mange gode etablerede løbere, og kunne holde en km-tid på 3.40 min på den svære rute - ret imponerende med tanke på hans træningsbaggrund!

Alexander leverede ligeledes en præstation i toppen af klassen med en placering som nr 12 og en km-tid på 3.45 min - han har endnu 3 år i klassen!

Den sidste, som formåede at holde en km-tid under 4 minutter pr km (3.58 min) var Rasmus. Rigtig flot løbet med en placering som nr 23. Hans form er jo ikke helt som for et år siden, da han jo har været på idrætsefterskole - det er jo ikke helt det samme som KAM løbetræning 😊
 
Kevin løb også et af sine bedste løb, og kæmpede sig til en placering som nr 34 og Louis og Oliver kom i mål lige efter hinanden som nr 40 og 41 i det stærke felt. Det er første gang Louis løber i DAF-regi, da han er årgang 2001.

Det lover rigtig godt for de næste konkurrencer over vinteren, og træningen er også startet rigtig godt op her i efteråret. Et tilfreds trænerteam og mudrede løbere tog tilfredse hjem fra Middelfart.

John og Leo
Peer Bagge