Amsterdam - super oplevelse

2014-10-25 09:30
Fredag morgen satte bussen i gang kl. 06.01 med kurs mod Nyborg.
Vi skulle forbi Carl og 17 andre motionister fra Nyborg inden vi for alvor satte kursen mod Holland.
Næste rigtige stop var Otto D. ved grænsen hvor det sidste til vores ”Fri bar” blev handlet ind.
Derefter gik det hurtigt mod Holland – næsten ingen trafik og efter en hurtig sandwich (medbragt af Nyborg) var vi sidst på eftermiddagen fremme ved sportshallerne hvor startnr. skulle afhentes.¨
I området var der underholdning, udstillinger og selvfølgelig afhentning af startnr. og trøjer. Det fungerede rigtig flot (næsten lige så hurtigt som til Broløbet) og inden længe kunne vi sætte kursen mod hotellet.
Hotellet viste sig at ligge lidt for sig selv i et industrikvarter. Men hollænderne viste sig meget omstillingsparate – de diskede op med en 3-retters menu –som blev serveret en god time efter at vi var ankommet.

Lørdag var det ”store sightseeing dag”.
Efter lidt misforståelser omkring starttidspunktet var vi klar til rundturen kl. 9.30. Vi fik en masse at vide om Holland, Amsterdam, vejarbejder, seværdigheder osv. Vi har forbi Anna Franks Hus og deres nationalmuseum – vi fik kigget på en masse kanaler og smalle gader. Vi fik tjekket chaufførens (John) køreegenskaber med snævre uvendinger, nøjagtighed osv. Det gik fint.
Efter rundturen var der fri leg i centrum – frokost, kanalrundfart, Red Light Distrikt, aftensmad, museumsbesøg, blomstermarked osv. inden der var afhentning kl. 20.00 – vi skulle jo hjem og hvile ud til morgendagens strabadser. Glemte helt at sige at vejret var pragtfuldt med 20 – 23 grader frem til kl. 20.00

Store løbe dag.
Allerede fra morgenstunden var der aktivitet – vi måtte grundet kørehviletidsbestemmelserne sende maratonløberne af sted i taxa. Der var start allerede kl. 9.30. Bussen kørte med de mange 8 km. løbere som skulle løbe lidt senere og derefter stod den på ”shuttelbus” resten af dagen. Det blev til lidt turen mellem hotel og start/mål.
Selve løbet var rigtig godt - der var 3 ruter som for det meste gik uden om centrum men langs smukke kanaler osv. I centrum er der for snævert og for mange sporvognsskinner/brosten til at man kan løbe så mange mennesker. Vejret var perfekt med 18 – 19 grader og overskydet.

I alt 42.000 var tilmeldt løbet – alle deltagerne sluttede løbet af på Amsterdam Olympiske Stadion med trommer og høj humør.
Efterhånden som deltagerne kom retur fra løbet blev vi samlet i bussen til den store fejring af resultaterne. Der var mange gode resultater – vi fejre et nemlig Anders Florup som løb maraton på 3 timer og 24 min. En ny PR på 16 min - tillykke.
Vi returnerede til hotellet kl. 17.45 hvor de sidste skulle i bad og shines op til gallafesten.
Kl. 19.15 var vi klar igen – ikke til at kende og med kurs mod god mad.
Menuen var fin (måske ikke beregnet til en maratonløber) men maden gled bestemt ned. Festen sluttede på hotellet og efter sigende var der gang i den til kl. 03.00.

Kurs mod Danmark
Efter morgenmad var det tid til at pakke bussen. Vi kom af sted kl. 8.30 fra hotellet og igen var vi heldige med trafikken. På vejen ned gik det godt men hjem gik det super godt.
Efter en schnitzel undervejs kunne vi igen kaste anker ved Otto D. for at gøre de sidste store handler. Vi fik ikke mulighed for at sætte foden på dansk jord før Nyborg omkring kl. 20.00, men så kunne vi også samtidig skimte Sjælland.

Såfremt der skal konkluderes lidt på turen kan det gøres kort:
• Dejlig by og dejligt løbearrangement
• Lidt lang køretur – men alligevel afslappende med god service – den fri bar løb igen tør undervejs (vandproblemer som John heldigvis reddede os fra) – trods flere forsøg måtte vi igen slæbe øl retur til klublokalet.
• Godt at møde nye løbevenner fra Nyborg
• Bent K.rendte med præmien fra quizzen – ”desværre” var Nyborg hurtigst på flere afgørende spørgsmål (det må vi arbejde lidt på)


Så måske vi kan finde ud af et fremtidigt fællesarrangement. Der er jo masser af muligheder og bussen kan også gøres større.

Per
Peer Bagge