DM årgang kortbane 2015 - en fed weekend i Esbjerg

19-01-2015
Seks svømmere fra Holstebro Svømmeclub drog fredag morgen d. 16. Januar 2015 til årets første danske mesterskab.
Det drejede sig om Jacob Schultz, Casper Christiansen, Rasmus Nørfjand, Emma Bugge Fynbo, Maria Cleman Hatting og Isabella Rosendahl Bach. De seks unge svømmere skulle konkurrere i Svømmestadion Danmark i Esbjerg mod Danmarks bedste i deres aldersgrupper.
Inden afgang var der forhåbninger om to medaljer i og med Emma var seedet til bronze i både 100m butterfly og 200m IM. Det skulle vise sig at gå bedre end forventet.


Dobbelte årgange

For både drenge og piger skulle man grundet nye regler kæmpe mod to årgangsklasser, for drengene handlede det om årgang 1999 og 2000, for pigerne årgang 2001 og 2002. Dermed var bassinet gjort klar til mange flotte kampe.


Personlige rekorder til alle

Som weekenden udfoldede sig blev det til ikke mindre end 21 personlige rekorder fordelt på de seks svømmeres starter, ud af 25 starter i alt må det siges at være mere end godkendt!
En anden sjov statistik at lave for HSC er hvor mange placeringer svømmerne er steget i seedning, set på gennemsnit over de 25 starter blev man placeret seks trin højere på resultatlisten end man var tilmeldt.
 

Den gyldne time

Lørdag eftermiddag fik HSC svømmerne slået hul på medaljestimen, og da den først blev åbnet blev der for alvor åbnet.
Det startede med Emma Bugge Fynbo som tog en overraskende sølvmedalje på 200m rygcrawl, her var hun inden starten blot seedet nummer seks.
Blot 25min senere var det Rasmus Nørfjand, som i sommers blev dansk mester på kortbane for sin årgang (2000), hans forcer ligger klart på langbanesvømningen hvilket hans seedning som nummer ni i 200m rygcrawl i den kombinerede årgang 1999-2000 bar præg af. Men i ensom majestæt i heatet inden finalen svømmede han personlig rekord med fire sekunder og meldte sig dermed ind i medaljekampen, omkring fem minutter senere var finaleheatet afgjort, finalen består af de otte på tilmeldingen hurtigste svømmere, Rasmus kunne meget overraskende hive en imponerende bronzemedalje i hus, dette som skrevet taget i betragtning af han altså måtte konkurrere mod svømmere født i årgang 1999.
Emma satte kronen på værket og viste figthervilje på 100m butterfly, her hev hun en flot bronzemedalje i hus. Dette blot 55min efter hendes søvlmedalje på 200m rygcrawl.
Udover de tre medaljer blev det til flere top 10 placeringer ved mesteskabet, Emma Bugge Fynbo fik således en fjerde plads på 200m IM, en femte plads på 100m rygcrawl samt en sjette plads på 400m IM. Flot af den unge svømmer
 
 
Alt i alt en super flot weekend som understreger udviklingen i HSC, for et år siden blev det til én medalje ved samme mesterskab, i år altså hele tre.
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro