Stævnereferat Concordia Forsikring Cup

01-10-2013

I weekenden 27.-29. september deltog 15 svømmere fra HSC i Concordia Forsikring cup – det drejede sig om junior og seniorsvømmere fra A- og B holdet, samt en enkelt årgangssvømmer.

Der var for de fleste tale om årets første kortbane stævne, og en enkelt nemlig Cathrine Stapelfeld, fik sin debut som HSC svømmer.

Det gav en høst på 23 personlige rekorder, 24 medaljer (8 guld, 6 sølv, 10 bronze) og  2 stævnerekorder.

Ovenstående resultat viser en god fremgang endnu engang for HSC – hvis vi sammenligner resultater fra sidste år til samme stævne, svømmer næsten alle  betydeligt hurtigere i år – hvilket lover rigtig fint for den fortsatte udvikling.

Chris Christensen blev ikke overraskende klubbens topscorer med 7 guldmedaljer og 2 stævnerekorder. Specielt vidner en tid i 200 IM på 1.59.80 om absolut storform. Til sammenligning svømmede Chris sidste år 2.02.00 – altså lidt mere end 2 sekunder hurtigere end samme tidspunkt sidste sæson. Det bliver spændende at følge Chris senere på året hvor han med stor sikkerhed skal svømme EM kortbane, til december, på ”hjemmebane” i Herning.

Som nævnt havde Cathrine Stapelfeld debut som HSC svømmer. Cathrine flyttede til Holstebro i starten af august hvor hun startede på sports college i 10. klasse. Cathrine fik en absolut godkendt start som HSC svømmer med 2 finalepladser, 3 personlige rekorder og for første gang brød hun den magiske grænse på 1.00.00 i 100m fri (0.59.96).

A-holdet havde inden stævnet fået til opgave selv at gøre sig en masse overvejelser ift. taktik, teknik og tid. Største fokus var på de tekniske detaljer, som der er blevet arbejdet rigtig meget med i denne sæson. Det var generelt en rigtig god oplevelse med gode tider, på trods af nye måder at svømme, både primære og sekundære løb på.

Næste udfordring for svømmerne er allerede på lørdag  (5.oktober) hvor der er Midt Vest Cup på hjemmebane. Her får A-holdet travlt da de udnytter muligheden for at stille til start i samtlige 8 løb på bare 4 timer, rigtig god træning. Kort herefter nemlig 9. oktober drager 15 svømmere på 12 dages træningslejr i Tyrkiet.

Cheftræner

Nikolaj Skovmose

Tlf: 61 26 43 88


Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro