Chris' blog: Kasper Schultz og Danish Open

21-03-2013

21 Marts 2013

Jeg vil i denne uge skrive en lille smule om Kasper Schultz, der som eneste HSC-svømmer tager til København i næste uge for at svømme Danish trials, eller Danish Open som det jo egentlig hedder. Jeg vil dog i første omgang lige knytte en kommentar til, i min verden, ugens største nyhed. Det viste sig jo åbenbart at Rolf Sørensens blodtype IKKE var sulfo når alt kom til alt. Vi vidste det jo allesammen godt med alle de dopingbekendelser der har været de sidste par år, men at en mand kan leve på en løgn så længe er bemærkelsesværdigt, ja nærmest imponerende. Men nok om det. Det er ikke værd at bruge tid og ord på sådanne mennesker, i en sport der eksisterer på så uærligt et grundlag.

 

 

Danish Open har i de sidste par år fungeret, som eneste mulighed for at kvalificere sig til sommerens mesterskaber. Seniorsvømmerne svømmer om pladser til VM på langbane i Barcelona, og juniorsvømmerne svømmer om pladser til EM for juniorer i Ponzan i Polen. For Kaspers vedkommende er det nok ikke VM biletten der er målet, men nærmere en plads på holdet der skal repræsentere Danmark ved junior-EM. Kravtiderne Kasper skal opnå for at komme med, er henholdsvis 56.98 på 100, og 2.04.22 på 200m rygcrawl, som er Kaspers speciale, og dermed største chance for kvalifikation. Kaspers personlige rekorder er til sammenligning 58.94 på 100, og 2.07.78 på 200m ryg, så det er et pænt stykke der skal skæres af. Kaspers personlige rekorder er dog et helt år gamle, og Danish Open er sæsonens første langbane topning. Det har også været et år hvor Kasper har udviklet sig utrolig meget, og lavet store personlige rekorder på kortbane i alle de løb han har svømmet, så både han, og hans træner Nikolaj Skovmose er meget optimistiske. Det kan i se/høre mere om nedenfor i det lille interview jeg har lavet med de to. Håber i kan leve med mine manglende journalistiske evner

 

 

Når Kasper ikke svømmer går han i skole på handelskolen, hvor han er i gang med første år på HHX. Desuden er han rigtig glad for kage, som man tydeligt ser på billedet. Dog er det ikke lagkage som står øverst på ønskelisten længere, men derimod er det krydderkage, der kan få de andre børn til at dække ansigtet i ren og skær beundringsværdighed.

 

I fritiden nyder Kasper heller ikke længere at køre rundt i ring på store plastikdyr, men derimod nyder han at spille computer, ligesom mange andre unge mennesker. For tiden er det Black Ops 2 der får den helt store tur, hvor Kasper skyder sig igennem 2 sideløbende storylines; den ene foregår i slutningen af 1980erne, næsten et helt årti inden Kasper blev født, mens den anden foregår i 2025. Begge omhandler den kolde krig. Desuden interesserer Kasper sig meget for biler. Han har derfor en samling modelbiler på sit værelse, som han gerne viser frem og fortæller om. Dog er ”nok se, men ikke røre” Kaspers politik når det omhandler hans biler. Man må meget gerne kigge på dem og beundre dem, men you better think twice, før du rører ved dem.

Kasper skal svømme 100m ryg på onsdag d. 27 marts, og 200m ryg fredag d. 29 marts. Se med hvordan Kasper klarer sig på Holstebro Svømme Clubs hjemmeside, eller følg med live på: livetiming.dk.

 

/CC

 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro