13 medaljer til Holstebro-svømmere

03-03-2013

Det blev bl.a. til fem guldmedaljer til Kasper Schultz ved weekendens Vestdanske Langbanemesterskab

Det er mindre end en uge siden, at Holstebro Svømme Club hædrede 17-årige Kasper Schultz som Årets A-holdssvømmer, og ved weekendens Vestdanske Langbanemesterskaber i Hjørring beviste han hvorfor: Fem guldmedaljer, tre sølvmedaljer og to bronzemedaljer blev det til.
 
Ekstraflot er det, at Kasper Schultz fik både en guld-, en sølv- og to bronzemedaljer blandt seniorerne, selv om stortalentet stadig har nogle måneder tilbage af sin tid som juniorsvømmer.
 
Senior-guldet vandt han i disciplinen 100 meter rygcrawl, som blev tilbagelagt med torpedo-hastighed i tiden 1 minut og 24 hundreddele af et sekund.
 
Holstebro Svømme Clubs cheftræner Nikolaj Skovmose glæder sig både over de ti medaljer til Kasper Schultz og tre medaljer til juniorsvømmeren Helle Dohn, som bl.a. vandt guld i 200 meter rygcrawl.
 

”Vi var af sted med seks svømmere, og fem af dem nåede finalepladser. Det er vel en ret god statistik. Og alle har svømmet op til deres bedste, så det er gået rigtig godt,” siger Nikolaj Skovmose.
 
For Kasper Schultz har Vestdanske Langbanemesterskaber kun været forretten, inden Danish Open venter i København om tre uger. Og det lover godt.
 
”Der er selvfølgelig altid nogle ting, vi skal arbejde lidt videre med, men weekendens stævne har været en god generalprøve. Til sommer skulle Kasper også gerne komme til DM, og bliver det ved at gå godt, er EM for juniorer inden for rækkevidde, inden han forlader juniorklassen efter sommerferien,” siger cheftræneren.
 
Holstebro Svømme Clubs senior-svømmer Chris Christensen, der bl.a. deltog ved VM på kortbane før jul, deltog ikke i weekendens stævne. Han er fortsat plaget af en overbelastningsskade i albuen, men forventer snart at være tilbage i topform efter at have modtaget behandling hos Dansk Svømme Unions specialister.
 

Kategori: HSC nyheder
 
Holstebro Svømmeclub | CVR: 12 87 33 28 | Jeppe Schous Gade 14, 7500 Holstebro