Jeanette fortæller her hvordan:
Jeg var meget usikker de første par gange, jeg gik ind til hestene. Det var ikke, at jeg var skeptisk over for metoden, men jeg var ret bange for hestene. Jeg var også usikker på hvad der blev forventet af mig, hvad jeg skulle gøre, når jeg var sammen med hestene.
I første omgang var det ubehageligt at blive observeret af de to konsulenter, som var med mig. Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne lide det ret meget, men jeg var glad for de var der. Jeg håbede de ville redde mig hvis hestene overfaldt mig eller forsøgte at bide mig eller træde på mine fødder.
Jeg vil sige at en af de første ting hestene viste mig var, hvor usikker jeg er, eller niveauet af usikkerhed jeg følte dengang.
Nogle gange lavede jeg en plan for en session, for eksempel medbragte jeg noget rart hestene kunne spise eller en børste til at soignere dem - hele formålet var at beskytte mig selv fra dem, distrahere dem væk fra mig; sådan tænkte jeg.
Sommetider holdt de afstand, næsten uinteresserede. Andre gange blev de ophidsede, og nogle gange stod en eller flere tæt på mig. Jeg foretrak at de holdt afstand.
Nogle gange sad jeg på en stol og gjorde intet andet end at se på dem. Andre gange jeg blev bedt om at gøre en aktivitet med dem. Dette var altid en udfordring, og jeg følte mig ofte mislykkedes. Jeg ønskede ofte at løbe væk fra dem, da jeg var helt bevidst om deres vægt, deres muskler og deres power.
Klar tænkning kom ikke umiddelbart efter møderne, men hver køretur hjem gav mulighed for at sidestille, hvad der var sket med, hvad der skete i mit liv - mit svar til vanskelige situationer, mine vaner, min frygt og hvordan disse påvirker andre.
Det var ikke let at se mig selv i øjnene, men det var vigtigt.
Min sidste session var den mest betydningsfulde og mest tilfredsstillende. Vi var udenfor og vejret var fint. Jeg sad på græsset med heste græssende omkring mig. Det var her, jeg fandt en stilhed, en hvile i mig selv. Det har ikke sluttet her. Det er en livsrejse med konstante vurderinger, men jeg føler mig mere rask og rørige, mine empatiske evner er så meget mere udviklet, og jeg er helt sikkert bedre rustet, følelsesmæssigt, for at støtte min familie.
For at denne metode skal give mening, skal du være fordomsfri og være parat til at finde dine egne løsninger. Det er ikke altid let, det kan være følelsesmæssigt ubehageligt, og det tager tid - det er en meget humanistisk tilgang, det er derfor, det er så givende.
Jeanette deltog i et 8 ugers forløb.
