Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

rutschebaner

  • Op- og nedture i Fårup
    14-06-2011
    Den sidste dag i pinsen blev brugt på en klassetur med 6. a fra Farsø Skole. Her går Thomas, men da klassen brydes op efter ferien, var det oplagt at lave et arrangement med de elever, som har fulgtes siden børnehaveklassen.   Turen gik til Fårup Sommerland.   Det er nogle år siden, jeg sidst har været i det populære sommerland, og der er sket en del, siden jeg besøgte det første gang tilbage i 1976 eller 1977. Dengang var de fleste aktiviteter "selvhjulpne", det vil sige, der var ikke brug for strøm o.l. Man kunne ride på heste, spille minigolf, hoppe i trampoliner og lignende aktiviteter. Men stedet er fulgt med udviklingen og kundernes behov for vildere forlystelser. I dag er der store og vilde rutschebaner, vandland og meget, meget mere.   Ikke mindst rutschebanerne er blevet det store hit. Det startede med "Træstammerne" og "Mineekspressen" og senere er det blevet endnu vildere med "Flagermusen", "Falken" og senest "Lynet". "Falken" er bygget i træ og er en rigtig rutschebane med op- og nedture i fuld fart, krydret med bratte sving. "Lynet" er sjov - man accellerer fra 0 til 80 på 2 sekunder (!), inden man sendes ud på en tur, hvor man ryger op og rundt - flere gange med hovedet nedad i vilde loops og konstant med fuld fart på vognen.   Undevejs mellem de forskellige rutschebaner konstaterede jeg et lidt underligt og noget ulækkert fænomen: Folk sætter deres afgnavede tyggegummi fast på pæle og stolper umiddelbart inden indgangen til forlystelserne. Hvor den tradition stammer fra, ved jeg ikke, men klam det er den!  

  • Djurs Sommerland
    20-07-2012
    Onsdag gik turen endnu en gang til Djursland, hvor målet denne dag var Djurs Sommerland. Med i bilen havde drengene hver en af deres kammerater, så de havde nogen at fornøje sig med i den store forlystelsespark. Vi tilbragte næsten 9 timer i parken, som er mere kompakt end f.eks. Fårup Sommerland. Overalt i parken er der små oaser, hvor man kan sætte sig og slappe af, når man ikke lige var i gang i en af de mange forlystelser. Og forlystelser er der masser af - uanset om man er til det vilde eller det mere rolige. De to yngste drenge, Morten og Reda på 12, var de vildeste. De var med i vandrutschebanen “Skatteøen” og tog op til flere ture i den store og vilde “Piraten”. Det blev også til besøg i “Ørnen” og i træstammerne, som er en lidt ældre vandrutschebane i Djurs. Vandlandet med rutschebaner, bølger og vandfald tiltrak de store drenge, som også var vilde med rutschebanen “Thors Hammer”. For få år siden var det en vild forlystelse, men udviklingen går stærkt, og den er i dag nærmest en børnebane i forhold til “Skatteøen” og “Piraten”. Blandt de mere familievenlige ting er “Colorado River”, som er en mild form for White Water Rafting - undervejs er der bølger og flere steder kan man blive udsat for en stråle vand eller to, hvis man ikke er opmærksom. Det var Hedvig og jeg så ikke på de sidste meter, hvor vi fik en pæn skylle fra oven. Til stor morskab for de fire drenge i flåden.... Ved udgangen mødte jeg en af mine gamle elever fra efterskolen, Jens, som har sommerjob i ferieparken. Et hyggeligt gensyn med en sød, smilende og hjælpsom elev, der således passer perfekt ind med det øvrige meget servicemindede personale i Djurs Sommerland.

 
 
Per Lyngby