Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Med Mary på langfart

12-05-2017
For at min blogside ikke skal støve helt til, må jeg hellere lægge lidt tekst og fotos op. Billederne kan klikkes op i stor størrelse.
 
For et par uger siden fik jeg muligheden for at komme med færgen Mary på langfart - i alle tilfælde i forhold til den normale sejlrute mellem Hvalpsund og Sundsøre. Mary skulle på værft i Thyborøn, hvor man sidste år fik en tørdok, og med den mulighed er man fri for at skulle ud i åbent hav med det gode skib, som er konstrueret til fjordsejlads.
 
Turen foregik på en smuk forårsdag med masser af sol og næsten ingen vind. Fra Sundsøre sejlede vi mod Fur, og på vejen var der mulighed for lige at få et kig ind til sommerhuset på Feddet. Når man står inde på land virker sundet over til Salling forholdsvist smalt, men set her fra færgen, er der nu et pænt stykke fra Himmerland til Salling ved Risgårde.
 
 
Vi gik indenom ved Fur, hvor den lokale færge mellem Salling og Fur tøffer frem og tilbage. Mjølner hedder den, og da den besejler en ø, skal den også have en reserve - det har den i Sleipner, som dog får lov at vikariere for Mary, medens hun får sit på det tørre i Thyborøn.
 
 
Fra Fur gik det ned mod Sallingsundbroen med Salling til bagbord og Mors til styrbord. Kendt land, som jeg dog aldrig har set fra søsiden før. Vi gik under Sallingsundbroen uden problemer, og kort efter blev vi overfløjet af et par danske F16-jagere - det lykkedes mig at fange den ene med kameraet.
 
 
Ved Oddesund holdt vi pause, medens vi ventede på en lods, som skulle gelejde os gennem bropassagen. Man skal sejle gennem broen 5-6 gange om året med skibe af en vis størrelse, hvis man skal gøre det uden lods. Men i dag var Mary jo lidt på afveje, så vi fik lodsen ombord, og han fortalte om strømforholdene ved broen, hvorefter klappen gik op, og vi gled flot igennem, medens lystfiskerne på bro og bred fik set den velholdte færge på tæt hold.
 
 
Ude i Nissum bredding kunne vi skimte de store møller ved Thyborøn ude mod vest, og så blev kursen ellers sat mod endemålet. Forbi tidligere så forhadte Cheminova, som var skyld i fiske- og fugledød i området, indetil der kom kontrol og skik på tingene. I dag bliver der ikke ledt rent gift ud i fjord og hav længere, men der kommer til at gå nogle år endnu, før fortidens skader er helt afhjulpet...
 
 
På rønnerne ud for Thyborøn lå sælerne og solede sig . De kunne da lige løfte et øje for at se, hvad det nu var for et skib, som passerede i deres hood.
 
Inde i havnebassinnet blev Marys broklap lagt ned på kajen, og så kunne vi ellers køre vores biler i land. En garvet gut på havnen havde ikke set noget lignende i de 30 år, han har boet i fiskerbyen ude mod vest!
 
 
Mary blev lagt til kaj og gjort klar til det efterfølgende eftersyn i tørdokken, medens jeg rullede mod øst - via Rom og Paris. Forinden havde jeg dog nået at få min aftensmad på færgen - maskinmesterens lækre hakkebøffer, som blev nydt med udsigt direkte til havnen - flottere bliver det ikke på nogen af byens restauranter.

Kategori: 2017

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

:

CAPTCHA Image

 
 
Per Lyngby