Young Dubliners, Katie Meluah, TV2 og Sonja Hald

Lørdag var sidste dag på Nibe. Denne dag stemplede Hedvig og Thomas ind, så vi kunne få en festivaldag sammen. Hyggeligt.

 

Young Dubliners spillede i Reservatet. Rocket irsk folkemusik, som aldrig for alvor kom ud over scenekanten. Måske fordi vokalen stod lidt svagt - eller måske fordi det lød, som så meget andet i den genre. Jeg havde forventet noget vildere.

 

Vildt var det bestemt heller ikke, da det georgisk-britiske hovednavn Katie Meluah gik i gang på den store scene. I sin gule, lange kjole lignede hun en, som skulle have været i musikhuset og ikke på stor scene til en musikfestival. Musikken var pæn, men i den helt forkerte sammenhæng. Da hun skulle forsøge at sætte lidt gang i det med sit velspillende, men pæne, band, gik det helt galt. Deres version af Harrisons "Here Comes The Sun" skramlede af sted og tilførte bestemt ikke det flotte nummer noget godt - tværtimod. Vi forlod hurtigt sanglærken og fortrak til andre steder på festivalpladsen.

 

Jeg havde fået et hint om, at det ville være en god ide at høre Sonja Hald. Vi bænkede os derfor i Den Lille Fede, hvor et band var i aktion på scenen - med kvindelig forsanger og en kvinde på kor. Vi snakkede om, at det var ret typisk gymnasimusik, som blev leveret flot og med alle i sort tøj. Lidt introvert, og jeg refererede til, at der var i samme stil med et band med en gammel elev, som vi havde til at spille på skolen tidligere på året. Jeg hørte ikke koncerten selv, men det passede meget godt til beskrivelsen og hvad jeg ellers havde fundet på nettet. Efter koncerten tjekkede jeg lige programmet på min mobil - og kunne konstatere, at Sonja Hald havde spillet i Reservatet og i øvrigt består af 5 mænd. Hvad var det så, vi havde hørt. Ja, det var naturligvis Caved Crowe, bandet som havde spillert på efterskolen og med min gamle elev Trine Valsted i den vokale forgrund. Nogen gange bliver man narret af sin hjerne - vi troede jo, vi hørte Sonja Hald. Fra da af, var Thomas og jeg enige om, at alle de bands, vi hørte, hed Sonja Hald....

 

Det betød så, at Sonja Hald med Steffen Brandt i forgrunden gik på den store scene lidt senere og leverede en ganske fin koncert med masser af syng-med numre fra der store bagkatalog.

 

Aftenens sidste Sonja Hald hedder også LOC - det er nok ikke lige ham, jeg sætter på pladespilleren herhjemme, men han har helt tydeligt at publikum, som rocker med på hans tonstunge rapmusik, som han fyrer af i et "sort show", hvor de sorte handsker naturligvis er en vigtig del af rapperens image.

 

Fire dage med musik, mennesker og hygge i Nibe. Næste blog skal handle om en anden festival, som faktisk slet ikke er en festival!

 

Og så slutter vi med - Sonja Hald: