Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Risgårde

31-07-2013

Vores familiesommerhus gennem tre generationer ligger i Risgårde - en lille landsby 9 kilometer vest for Farsø. Byen ligger tæt på Limfjorden og består af spredte gårde og huse, som bebos af familier, som har boet her i flere generationer og så en del tilflyttere, som er tiltrukket af de rolige landsbyliv tæt ved fjorden.

Byen har en meget aktiv borgerforening, som bl.a. har taget initiativ til at istandsætte det gamle vandtårn, som på toppen byder på en flot udsigt over landskabet og Limfjorden, medens der i bunden er et lillebitte museum, som i ord og billeder bl.a. fortæller om Risgårdes epoke som et lille fiskersamfund. Cykelturister, som kører på Limfjordsruten, som passerer lige forbi, tager ofte et stop her ved vandtårnet, hvor der også er anlagt en petanquebane - mere om den senere..

Hvert år fejrer byen Sankt Hans med grillfest i en lade og et stort bål ved det gamle fiskerhus, som ligger på vejen ud mod vores sommerhus. Man fornemmer, at man står sammen og hygger sig i det lille samfund. Men der er også plads til venskabelig kappestrid og gensidig hån mellem byens østlige og vestlige del.

Det nyeste, som man kæmper om er, hvilken bydel, som kan prale af at have flest solceller på tagene. Gennem de seneste to år er der flittigt sat solceller op, og bortset fra den økonomiske gevinst ved dette tiltag har man også fornemmet en vis lyst til at overgå bybørnene i den modsatte bydel i Risgårde.

De to bydele tørner ofte sammen på petanquebanen, hvor de drabelige dyster som regel efterfølges af en svalende og forsonende øl. Sidenhen kan man på byens netavis læse om kampenes forløb - og her lægges der som regel ikke fingre imellem, når modstanderne skal hånes - i al godmodighed.

Netavisen - Oldermandens Avis - blev skabt af Poul Ginnerup, som desværre døde for nylig, og der er derfor lidt usikkerhed om dens fremtidige skæbne. Indtil nu har det været et ganske underholdende sted at kigge forbi og læse om stort og småt - ikke blot om Risgårde men også om verdenen omkring det lille samfund, som bestemt ikke har til agt at lukke sig inde i sig selv. Tingene beskrives som regel i et malende sprog og med masser af humor og selvironi. Tag selv et kig HER.

Den evige kamp mellem øst og vest fik vi et indtryk af forleden, da vi var i sommerhuset, som må ligge i det, som årets båltaler betegnede som en af de selvstyrende enklaver i området Storrisgårde. Et nyt skilt var dukket op lige før gadespejlet, og skiltet er åbenbart skellet mellem øst og vest, hvilket man kan konstatere, når man læser teksten.

Trods advarsler om ikke at stoppe i Østbyen, tog jeg chancen for at sikre mig disse billeder som dokumentation. Mon ikke skiltet er opsat af gæve borgere fra Vestbyen?


Kategori: Juli 2013

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby