Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Objektiv set

21-04-2013
Lørdag tilbragte jeg i drømmeland sammen med en gruppe fotonørder på forskellige niveauer. Vi var alle til demo-dag med Nikonudstyr, hvor Japan-Photo i Aalborg i samarbejde med Nikon Danmark præsenterede nogle af de helt store - og helt dyre - objektiver fra deres store program.
 
Arrangementet fandt sted i Vildmosecenteret i Lille Vildmose ved Dokkedal. I centeret hørte vi bl.a. foredrag af naturfotografen Lars Villadsen og den kendte fotograf og Nikon-ambassadør Casper Tybjerg, som man bl.a. kan opleve på DR TV med jævne mellemrum. To spændende og engagerede foredrag med passionerede fotografer, som gerne ligger i flere timer på en kold isflage for at få det rigtige billede af en fugl. Det er ikke altid, man ser det store forabejde, som ligger bag flotte dyre- eller fuglefotos. Casper Tybjerg fortalte også om sit fotografiske arbejde for UNESCO, hvor han senest har været i Egypten for at fotografere hvalskeletter i Wadi Al-Hitan.
 
Om eftermiddagen var vi ved Tofte Sø, hvor der er et fugletårn. Her var opstillet forskelligt lækkert Nikon-grej og med det udstyr i form af kameraer o.l., som folk selv havde med, tror jeg, at der på den 30 kvadratmeter store platform var fotoudstyr for op mod 1 million kr.
 
Vi havde alle mulighed for at sætte vores kameraer på de store teler og skyde løs - nu er der ikke mange fugle tæt på, når så mange mennesker står og taler begejstret om foto i tårnet, men så skød vi efter grene og stubbe - bare for at prøve autofokus og se, hvor skarpt objektiverne tegner. En lille fugl kom dog forbi og satte sig dekorativt i en træstamme lige foran mig. Jeg forevigede den med en 500 mm 4,0, som er en stor sag til den nette udsalgspris af 60.000 kr. På den anden side af platformen var der stor interesse for den nye 800 mm, som koster godt 120.000 kr! Ellers var her 300 mm, 400 mm og et par zoomobjektiver 200-400 (40.000 kr) og den nye 80-400 til ca. 17.000 kr. Det sidste lyder måske også dyrt, men vel er det eneste objektiv, som jeg har en realistisk mulighed for at komme til at eje - engang! Som en af foredragsholderne sagde: Foto er ikke dyrt, men det koster mange penge...
 
 
Ved Tofte Sø er der et rigt dyreliv - også denne dag, hvor det bare opholdt sig på den anden side af søen - bl.a. kronhjorte og skarver, og ikke at forglemme Havørnen, som sad i et grantræ, hvor den blev chikaneret af et par krager. Den var for langt væk til, at den kunne fotograferes, men Nikon laver også kraftige kikkerter (Scopes), hvor vi kunne se den imponerende fugl på nærmeste hold.
 
En rigtig fin dag i mosen, hvor jeg sluttede af med at køre en tur langs de vidstrakte grusveje, hvor der med jævne mellemrum holder en bil med en lang tele stikkende ud af vinduet: Fugle- og fotonørder på jagt.
 

Kategori: April 2013

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby