Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Scott Halpin

17-02-2013

Lørdag aften så jeg sammen med min ældste søn Thomas en DVD med The Who-filmen Quadrophinia - en film fra 1979, som bygger på gruppens anden “rock-opera” med samme titel fra 1973. Dobbeltalbummet var en opfølger på deres store succes med “Tommy”, som også blev filmatiseret.

Filmen fik mig til at mindes en episode, hvor gruppen optrådte med numrene fra Quadrophinia i USA. Ved en koncert på Cow Palace i San Francisco bliver der traditionen tro givet gas af alle gruppens medlemmer - ikke mindst vildmanden bag trommerne, Keith Moon, som var notorisk kendt for et liv, hvor sprut og stoffer gjorde ham utilregnelig både på og udenfor scenen. En god time inde i koncerten kollapser han simpelthen bag trommerne, hvorefter han bliver båret ud og smidt under den kolde bruser og behandlet med en indsprøjtning. Med en halv times forsinkelse kommer han igen på scenen, men kun for kort efter igen at falde sammen bag trommesættet. denne gang kommer han under behandling og kommer ikke tilbage til scenen.

I første omgang spiller bandet et nummer uden trommer, men guitarist Pete Townshend spørger så publikum, om der er nogen, som kan spille trommer - og gøre det godt. På en af de forreste rækker sidder 19-årige Scott Halpin, som med tilskyndelse af venner melder sig - og kort efter sidder han på scenen bag Keith Moons trommer!

Bandet vælger at spille “Smokestack Lightning”, som ikke er så kompliceret, så den unge trommeslager har en chance for at falde ind (i rytmen :-)...). I alt bliver det til tre numre med Scott Halpin som trommeslager i et af verdens største rockbands. Unægtelig en historie at tage med hjem og fortælle venner og familie. Og mindre historisk bliver det ikke af, at det hele faktisk blev optaget på film, hvilken man kan opleve flere steder på You Tube.

Keith Moons livsførelse endte tragisk men forudsigeligt, da han døde af en overdosis af piller den 6. september 1978.

Scott Halpin døde som følge af en svulst i hjernen den 9. februar 2008.

Videoen herunder fortæller i komprimeret form om hændelsen i Cow Palace denne aften i 1973.


Kategori: Februar 2013

Kommentarer

  • #1
  • Lassen
    22-02-2013 17:50
    Dramatisk aften må man sige, på den anden side også en fantastisk historie som jeg ikke kendte.

    Vel egentlig også lidt tidstypisk, den var ihvertfald nok ikke gået idag - det skulle da lige være the Boss, som måske kunne finde på det?

    Tak for klippet
    Lassen


  • #2
  • Per Lyngby
    22-02-2013 18:04
    Ja, en sjov historie.

    Måske The Boss kunne finde på det, men i dag ville sådan noget helt sikkert være planlagt ned i mindste detalje på forhånd.

    Måske du skulle tage et ekstra plekter med, næste gang du skal høre The Boss....


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby