Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Brobygning

02-11-2012

Fredag morgen befandt jeg mig stort set på samme plads, hvor jeg for 34-35 år siden sad bænket og fulgte franskundervisningen på Vesthimmerlands Gymnasium. Bordopstillingen var stort set den samme- lokalet lignede også sig selv. Det gjorde mine “klassekammerater” dog ikke - jeg var nemlig på besøg hos mine nuværende efterskoleelever, som i den forløbne uge har været i “brobygning” på gymnasiet. Og så havde vi ikke fransk men derimod matematik, hvor der blev gennemgået trigonometri med sinus, cosinus og tangens.

I løbet af fredag formiddag nåede jeg at besøge det almene gymnasium og var også omkring Erhvervsskolerne i Aars, som er et stort skolekompleks med handelsskole, handelsgymnasium og teknisk skole. Jeg kiggede forbi handelsgymnasiet, hvor eleverne arbejdede med at starte et rejsebuerau, som skulle have annoncer, målgrupper og meget andet. På den anden side af gangen var eleverne på det tekniske gymnasium i gang med at konstruere vindmøller, som senere skulle testes i en lille konkurrence.

I en anden bygning mødte jeg en flok glade elever, som svingede gryder, potter og pander i køkkenet på uddannelsen “Mad og mennesker” - den gode stemning i lokalet blev suppleret med en liflig duft af stegt kylling med lækre kartoffeltoppe som tilbehør. Jeg nåede ikke at smage, da jeg også skulle forbi bygge- og anlæg, hvor der blev tømret, mekanikerne, som lavede elarbejde med blinklys og lignende og strømfolkene, hvor jeg loddede stemningen, medens eleverne loddede løs på printplader. Sidste stop på vejen var hos de merkantile, som kunne fremvise en flot annonce, som de havde lavet på computeren.

Egentlig var der afsat halvanden time til mit besøg hos eleverne i Aars, men det var faktisk så interessant, at jeg måtte konstatere, at jeg havde brugt 3 og en halv time, inden jeg drog hjem igen!

Det første gang, at andre end de to uddannelsesvejledere på min efterskole tager på besøg hos brobyggerne, men forhåbentlig ikke sidste. Det er meget spændende at se, hvad eleverne har lavet i den seneste uge, og nu kan man bedre snakke med, når de fra næste uge igen er tilbage på efterskolen på fuld tid.

Brobygningen blev indført for nogle år siden med det formål at præsentere eleverne for de muligheder, de har, når de skal vælge en ungdomsuddannelse. Dermed skulle der være en chance for, at der ikke er så mange, som falder fra i uddannelsesforløbet. Om det har haft den tiltænkte virkning, er jeg ikke helt klar over, men min opfattelse af projektet er bestemt ændret efter at jeg selv har oplevet det på tæt hold.


Kategori: November 2012

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby