Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Motionsløb i gyldne farver

13-10-2012
Mange danske skoler benytter den sidste dag inden efterårsferien til at markere skolernes motionsløb, hvor der bliver arrangeret en række forskellige aktiviteter, som alle har til formål at få eleverne til at bevæge sig og dyrke motion.
 
 
På min efterskole udnyttede vi anledningen til for andet år i træk at arrangere nordjyske efterskolemesterskaber i halv- og kvartmarathon. Med Rold Skov lige i nabolaget er det oplagt at lægge ruten her, og det er en meget smuk rute, som bl.a. fører deltagerne rundt om Store Økssø. Søen og træerne klæder hinanden rigtig smukt i efterårets farver sådan en dag med blå himmel og klar luft.
 
Jeg udnytter chancen for at få mine fotoelever ud og dyrke reportagefoto, hvis de da ikke selv skal løbe. Reportagen er en disciplin, hvor man skal have blik for det store såvel som for detaljen. Desuden skal man som elev huske at fotografere mange forskellige løbere - ikke bare vennerne hjemme fra ens egen skole! På forhånd kan man forberede visse ting: være klar ved opvarmningen og starten, ved depoterne med forfriskninger og ved målstregen, når løberne kommer ind. Man skal naturligvis også være på plads, når der skal overrækkes medaljer. Undervejs skal man lade sig inspirere og får gode ideer - finde gode steder i skoven, hvor man får et godt perspektiv med løberne i de flotte omgivelser, eller se på detaljen, når en elev strækker ud eller hælder vand ud over sit svedige ansigt.
 
Mine elever klarede opgaven fint, og der kom flere gode skud i kassen, som vi skal kigge nærmere på efter ferien. Som pr-mand på skolen kan jeg dog ikke vente så længe, så der er allerede billedbehandlet flere fotos, som er sendt til diverse hjemmesider og medier.
 
 
Senere på året skal fotoholdet i øvrigt overvære generalprøve på en anden efterskoles musical. Her er det igen reportage - denne gang under svære lysforhold og med situationer, hvor man skal kaste al blufærdighed og gå rigtig tæt på folk, man slet ikke kender.
 
Billederne til denne lille reportage er fanget af Nadja, Christina og undertegnede.
 

Kategori: Oktober 2012

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby