Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Past, present and future

30-09-2012

Denne weekend har i sandhed stået i fortidens, nutidens og fremtidens tegn for mig som efterskolelærer.

Fredag gjaldt det nutiden og vores supergode elevhold 2012-13, som var til de nordjyske mesterskaber i fodbold. Vi deltog med 6 hold - i alt mere end 90 spillere i aktion, medens de resterende 15-20 stykker var med som heppere. Sådan en fodbolddag er lang - meget lang. Vi starter med morgenmad 05.30, og ruller hjemmefra 6.15. Så står den ellers på et utal af fodboldkampe indtil kl. 17, hvor der er præmieoverrækkelse. Denne gang med 4 HCI-hold på podiet med 3 gange guld og 1 gange sølv - flot. Der er næsten lige så meget ro i bussen på vej hjemover som om morgenen! 18.30 er der mad, vagterne tager over, og jeg kan rulle hjem efter en god arbejdsdag.

Lørdag var det så datiden, som var i fokus. Jeg kørte mod nord til Horne ved Hirtshals, hvor jeg var efterskolelærer for 25 år siden. Mit daværende hold var samlet til elevstævne, og det var sjovt at møde 25-30 stykker af dem. Nogle kan man umiddelbart kende, medens det kniber mere med andre - men når først man får snakket lidt, dukkerne minderne frem, og man får sat oplevelser på ansigterne.

En af historierne knytter i øvrigt min nuværende og gamle efterskole sammen. I Horne havde jeg drengene til fodbold og vi skulle deltage ved NM i indendørs fodbold. Det foregik i Nykøbing Mors en lørdag, så jeg lavede aftale med HCI om, at vi kom derned fredag for at overnatte og spille lidt træningskampe inden det gik løs i Nykøbing. Denne fredag løb vi ind i nederlag til de 2-3 hold, som HCI stillede med i alle kampe! Da stævnet var færdigspillet lørdag stod vi med guldet og medaljerne - HCI'erne var slået ud i semifinalen og stod og så undrende på, da vi fik guldet..:-) Fodbold kan være forunderligt.

Det er altid sjovt, og det er ganske sjovt at høre, hvad de gamle elever har lavet siden det glade og ubekymrede år på Horne. Mange af dem har fået børn - og det er jo børn, som for manges vedkommende er ved at være i efterskolealderen.

Det bringer mig så frem til denne søndags møde med fremtiden. Det er nemlig Efterskolernes Dag, hvor alle landets efterskoler slår dørene op og viser sig frem for evt. kommende elever. Måske vil der være børn af mine gamle elever imellem, når jeg i dag tager imod på HCI - jeg fornemmer det på snakken i går - og det kunne da egentlig være ganske sjovt. Sådan en dag er det i øvrigt ikke kun mig og mine kolleger, som “sælger” skolen - det gør det nuværende elevhold i høj grad også, når de viser gæsterne rundt og fortæller med begejstring om entusiasme om “deres” skole, som de nu har været på i 7 uger. Jeg får altid meget positive tilbagemeldinger fra gæsterne, når de slutter af i spisesalen med en snak med en lærer.

Min egen søn skal også ud og se på efterskole - her må moderen træde til da jeg jo er optaget på min egen skole i denne weekend, som i sandhed står i datidens, nutidens, fremtidens og efterskolens tegn.


Kategori: September 2012

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby