Tilmeld Nyhedsbrev            Bookmark and Share

Årets Fynske Jazzmusiker 2014

Skrevet af Poul Erik Andersen
09-02-2015 22:29
Torben Sminge - et populært valg som Årets Fynske Jazzmusiker 2014
 
Der var som sædvanlig fulde huse til Årets Fynske Jazzmusiker.Traditionen tro var der som sædvanligt fulde huse på Jazzhus Dexter, da Årets Fynske Jazzmusiker 2014 i søndags den 8. februar blev kåret, og ikke mindst valget var populært
 
Det vakte således jubel og bragende bifald, da FFJ-formand, Niels Christian Resting, på sin
sædvanlige humoris-tiske måde med en gennemgang af prismodtagerens jazzliv nåede frem til, at årets prismodtager var Tiptoe Bigbands populære dirigent, Torben Sminge.
 
Stort og unikt talent
I begrundelsen for valget fremførte Resting blandt andet Torben Sminges uomtvisteligt store og unikke talent som dirigent og fremhævede ligeledes hans knivskarphed.
 
Og når talen falder på Torben Sminge er der et særdeles karakteristisk træk ved den talentfulde dirigent, når han swinger stokken, og som uden tvivl har fascineret mange, nemlig iveren og indlevelsen.
 
Det giver sig blandt andet udslag i, at han hopper omkring i en sådan grad, at et besøg af arbejdstilsynet efter Restings opfattelse ville resultere i et krav om rækværk mellem dirigent og musikere af hensyn til musikernes sikkerhed.
 
Mestrer også trompeten
Torben Sminge stammer oprindeligt fra Vejle, hvor han blev født i 1964, og er blandt andet uddannet i rytmisk og klassisk trompet ved Det Fynske Musikkonservatorium, og har blandt andet spillet i Klüvers Big Band.
 
Udover at være kunstnerisk leder og dirigent for det professionelle Tiptoe Bigband har Torben Sminge også diverse dirigentopgaver. Blandt andet ved Slesviske Musikkorps nytårskoncerter og i den Fynske Opera.
 
Og så er det i øvrigt ikke første gang, Torben Sminge modtager en fynsk musikpris. I 2006 modtog han således Fyns Amts Musikpris.
 
Blomster og checks – også fra Dexter
Modtagelsen af prisen som Årets Fynske Jazzmusiker medførte en gaveregn for den lykkelige og beærede prismodtager.
 
Fra Foreningen af Fynske Jazzmusikere overrakte formand Resting blomster, diplom, en check på 3.000 kroner og et gavekort indeholdende retten til at organisere en koncert efter eget hjerte og med udvalgte musikere.
 
Fra Jazzhus Dexter overrakte Poul Falck en check på 5.000 kroner plus en flaske champagne.
 
Sminge: Vær bevidst om din fortid
I sin tale efter prisoverrækkelsen, hvor Torben Sminge blandt andet konstaterede, at nu havde han fået diplom som dirigent, talte han selvfølgelig om jazzen.
 
”Du skal være bevidst om din fortid, vide hvor du vil hen og være til stede i nuet. Jazz bliver ved med at være en vital genre, for den kan ikke undgå at udvikle sig med de mennesker, som har med den at gøre,” understregede Torben Sminge blandt andet.
 
Og så tog Torben Sminge trompeten og stod for en gangs skyld med ryggen til Tiptoe Bigband og blæste den ene store solo efter den anden.
 
Tilbage står at rette en stor tak til det fremragende Tiptoe Bigband og dets fremragende dirigent for en forrygende musikalsk og swingende eftermiddag på Jazzhus Dexter.
 
Poul Erik Andersen

Kategori: FFJ-JAZZ

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

FFJ-JAZZ | Lahnsgade 28, 5000 Odense C - Danmark