Vreden - en tabubelagt følelse

Jeg har været vred… sådan, så er det sagt.

 

Jeg har skammet mig over at være vred. Flinke piger er ikke vrede. Det lærte jeg tidligt. Det var forbudt i vores hjem.

 

Jeg har været rigtigt vred; vred OG frustreret. Jeg hoppede i offergryden endnu en gang. Mens jeg var der, blev jeg mere og mere gal over alle de budskaber og nyhedsmails, jeg så om at komme op i energi, op i humør og fokusere på de positive ting hver dag.

 

Jeg gemte mig og blev introvert og mere vred. Jeg vendte vreden indad. Åd mine følelser i mig og fik begyndende mavesår, og angsten for ikke at være sjov og sød nok sammen med andre fik mig til at udvikle influenzalignende symptomer, hver gang jeg blev inviteret ud. Det skete bare. Jeg ville ikke være en lyseslukker, og jeg skammede mig over ikke at kunne holde humøret højt.

 

Jeg ville så gerne alle de positive oplevelser… jeg kunne bare ikke række ud og plukke dem. Jeg var fyldt op, og hele mit system gik i alarmberedskab. Jeg undte mine venner og familie alt det gode, de var og gjorde. Det var ikke dem, jeg var vred på. Det var på mig selv og min egen situation.

 

Hvad var jeg da så vred over? Jeg har mistet meget, bl.a. min mor og mit gode helbred. Så jeg har haft brug for at sørge. Efter sorg kommer vrede - og de store eksistentielle spørgsmål. Hver gang jeg syntes, jeg var lige ved at nå op, hvor jeg kunne være med mig selv og være tro mod mig selv, så kom endnu en hindring i vejen. Deraf fulgte frustrationen.

 

Jeg har fået stor indsigt i mit eget sind under forløbet til hypnoterapeut. Calvin D. Banyan har udformet 5-PATH® Hypnose og 7th path® selvhypnose, og bl.a. har hans bog “The secret language of feelings” givet mig en aha-oplevelse, så jeg fik øjnene op for sammenhængen. Det var så indlysende, at jeg på et tidspunkt tænkte, at den bog burde jeg have skrevet. For ALLE FØLELSER ER GODE - når de er baseret i realiteter!

 

Okay, så første skridt var at acceptere vreden i stedet for at bekæmpe den. Jeg måtte godt være vred… og det var jeg så. Vreden var en proces, jeg var nødt til at komme igennem. Vreden var en måde at mærke mine egne grænser på. Vreden var også en måde til at drive mig selv videre på - væk fra det, der gjorde mig vred. Når jeg mærkede vreden så stærkt, var det, fordi jeg ikke havde ændret ved det, der gjorde mig vred. Jeg havde lagt låg på og ædt vreden ind. Jeg havde brugt min tid og mit fokus på at gøre alt muligt andet end at mærke efter. Jeg havde udviklet en “Too-much-behaviour”, en alt-for-meget-adfærd, så jeg ødelagde mig selv yderligere. Jo, jo, jeg skulle jo op i energi, blive stærkere, udleve mine drømme - MINE drømme. Men jeg ødelagde det med for meget… for meget træning, for mange sociale aktiviteter, så jeg blev alt for træt.

 

Jeg ødelagde mine led med forkert og for hård løbetræning. Jeg havde jo overbevist mig selv om, at jeg bare skulle videre. Jeg kunne godt. Jeg brugte træningen som en slags dope, det ser jeg nu. Jeg gik mange ture med mine hunde og nød at komme ud i naturen. Nu må jeg vente på at gå nogle steder, til mine led er helet op. Mine ben var den del af min krop, som fungerede nogenlunde efter et trafikuheld, og dem ville jeg bruge. Dem kunne jeg bruge. Derfor var det ekstra frustrerende, da jeg selv ødelagde dem ved forkert træning.

 

Nu kan jeg ikke løbe fra min vrede længere. Jeg er nødt til at forholde mig til den. Den er jo reel. Vrede opstår, når der er noget, vi ikke vil være med til længere. Når der er noget, vi oplever som uretfærdigt. Jeg hoppede i offergryden og syntes, det var synd for mig. Men det, der sker for mig, sker for så mange andre også. Der er ikke noget specielt uretfærdigt ved det. Det er livet.

 

Andre ting, jeg har oplevet, var uretfærdige. Dem bearbejder jeg med selvhypnose… bid for bid giver jeg slip og tilgiver. Ikke for andres skyld, men for min egen. Ind imellem kommer der en stor rest vrede og bobler op… Det vil der nok gøre et stykke tid. Det er i orden. Jeg må godt blive vred. Jeg må også godt blive ked af det. Jeg må godt vise andre, jeg er det! Så nu gemmer jeg mig ikke længere - og jeg er fuld af håb.