Generelt / Historie

Historie

 
Shetlandsøerne er en gruppe af 100 små øer beliggende nord for Skotland. Kun ca. ¼ af dem er beboede, de resterende bruges til græsningsarealer for får, kvæg og ponier.

Øernes første beboere var en lille, mørklødet menneskerace, kaldet the Picts. Det var dem, der gav øerne deres ry for at være beboet af feer/trolde (på engelsk fairy). Senere kom både nordmænd og skotter til øen, og øernes indbyggere i dag er en kombination af disse folkeslag.

Pga. sparsom vegetation og det barske klima har øerne gennem århundreder produceret kvæg og får i små størrelser. Ligeså var "toonie" dogs eller "peerie" dogs små kopier af deres forfader collien. (Toonie er et gl. skotsk ord for town = by – og peerie er et gl. skotsk ord for fairy = fe).

I mange år levede man af fiskeri og opdræt af shetlands får, hvis uld blev efterspurgt i hele verden. Meget få steder på øerne kunne der dyrkes korn. Disse steder var der små gårde med små uindhegnede marker. Hvis fårene/kvæget fjernede sig fra flokken og nærmede sig afgrøderne, var det toonie hundenes ansvar at drive dem tilbage til græsningsarealerne, helt uden hjælp fra bønderne.

Det menes, at hundene oprindeligt er bragt til øerne af norske og skotske fiskere. Påvirkning af den grønlandske yakki hund (hvis forfader formodes at være den norske buhund), King Charles Spaniels, border collien og collien er meget tydelig at se i de første sheltier.

Sidst i 1800tallet blev driften på Shetlands øerne omlagt til store fårehold med større fåretyper, og dermed fulgte de større skotske collier til arbejdet. Da sheltien ikke kunne klare flokke på 500 får eller mere, blev den primært til en skødehund. Pomeranier og andre små typer blev introduceret til racen, og det gav den en tendens til vigende skalle og store runde øjne. Den oprindelige toonie/peerie hund og den nye type var pludselig i fare for at blive udryddet.

I 1908 i Lerwick blev Shetland Collie Klubben oprettet i et forsøg på at redde racen. Et år senere opstod en klub i Skotland. Racen var nu på vej mod international godkendelse.

Omkring 1906 begyndte racen at vise sig i udstillingsringen men type og størrelse gav problemer. For at afhjælpe dette blev nogle af tidens fineste collier krydset ind i racen. Navnet havde hidtil været Shetland Collie, men collieopdrætterne udviste meget stor utilfredshed med navnet, så man valgte at døbe racen om til Shetland Sheepdog.

Sheltien kom til USA omkring 1910 i et meget stort antal, nogle uden tvivl direkte fra Shetlands øerne. Meget hurtigt herefter så man de første sheltier i de amerikanske udstillingsringe. Den første amerikanske championtitel og den første titel til racen i det hele taget blev vundet af Lerwick Rex, dog blot nogle uger før Clifford Pat blev racens første champion i England.

Hvordan blev navnet shetland sheepdog til sheltie i folkemunde. Ja, det ser ud til at navnet er lånt fra et "kælenavn" for shetlands ponier. For lang, lang tid siden var et af de norske navne for Shetlands øerne: Hjartland. Det blev forkortet til Hjalti, og blev navnet på shetlandsponier. Rent lydmæssigt kan Hjalti nemt forveksles med sheltie, og på denne måde mener man, at shetland sheepdog blev til sheltie.