Sogne / Munke Bjergby sogn / Oldtidsminder

Oldtidsminder

Hvem kan vel forestille sig et mere historisk sted end netop Sorøegnen? Vi er omgivet af oldtidsminder.
De store oldtidsgrave – dysser og jættestuer – findes i et tæt besat strøg fra Tystrup Sø op om Gyrstinge Sø og drejes i vestlig retning af de store utilgængelige moser omkring Halleby Å og fortsætter så henimod Tissø.
Ved gården Søtofte ligger Gyrstingedyssen og ved Vielsted i Kirke-Flinterup sogn ser vi en af landets smukkeste runddysser Vielsteddyssen. Nitten randsten står i rundkreds om en lav jordhøjning, fra hvis midte den store dæksten over gravkammeret rager op.
 
Runddyssen ved Vielsted mellem Nyrup og Kirke Flinterup
 
Og i nærheden – i Store Bøgeskov – er der en smuk 40 meter langdysse med omkring 60 randsten, nogle 2 meter høje. Mellem Skellebjerg og Ruds Vedby ved Conradineslyst ses dysser. Syd for Stenlille ses en dysse vest for landevejen mod Sorø, og to langdysser er skjult i en have i Stenmagle Sogn øst for det 48 meter høje Galtebjerg.
I Munke Bjergby Sogn er der registreret fund og fortidsminder på 95 lokaliteter med endnu flere genstande, heriblandt økser af flint og grønsten. Mange flere er desværre aldrig blevet registreret.
På Døjringes jorder ses 5 langdysser. En har været 72 meter lang, og der er et dyssekam-mer med dæksten og Ballehøj med dyssekammer – dog uden dæksten. To høje og 10 dysser eller andre grave er sløjfet – de fleste ved Vedde, bl.a. Ormedysse.
 

Alan Tomlinson i Munke Bjergby

Fritidsarkæolog Alan Tomlinson, Sorø, boede i Munke Bjergby i 1979 og nogle år frem. Alan viser en tyndnakket flintøkse og brudstykket af en slibesten, fundet ved Tude Å syd for Døjringe. Alan fandt mange flintsager - også tæt ved hjemmet, Døjringevej 2a, nord for Munke Bjergby Mose - den tidligere sø, som ses i baggrunden. Her havde været en boplads fra jægerstenalderen.

 (Foto: maj 1985 fra bogen "Gl. Sorø Amts Arkæologiforening 1980-2005")

 

Danefæ

I 1969 blev der fundet danefæ ved Tudeå vest for Krogsgård: en ornamenteret harpun af hjortetak fra ældre stenalder (måske maglemosekultur 9.000-6.400 f. Kr.). Finderen, Svend Kristensen, gik en vinterdag tur langs den nyoprensede å. Han fik da øje på den ene halvdel af harpunen ude i vandet. Han måtte hurtigt af med bukserne og ud i det kolde vand. Han fik fat i den. Da han var inde på land og trippede for at få varmen, så han den anden halvdel og skyndte sig igen ud i åen, hvor han fik fat i den anden del. Koldt var det, men han fik Danmarks eneste bevarede ornamenterede fintandede harpun.
Ved Langevadbro blev der i 1941 fundet en toradet harpun. 
 
Den 28. maj 1942 fandt man på Husbjerggårdens areal i Døjringe to skeletter med kranier med trepanationer, altså hjerneoperationer. De er fra begyndelsen af yngre stenalder (4000 -3500 f. Kr.) og opbevares på Nationalmuseet.
 
Vest for Munke Bjergby Kirkes våbenhus står en sten med skålgruber – hugget ind i stenen, lang tid før landet blev kristent. Man har vurderet den til at være fra bronzealderen (1700-500 f. Kr.).
Egnen er fattig på bronzealderhøje (1800-500 f. Kr.), men i en mose ved Lårup i Stenlille Sogn er der fundet to halsringe fra yngre bronzealder.
 
På det 53 meter høje Brantebjerg ved sogneskellet syd for Munke Bjergby er der fundet brandgrave, det vil sige urner med rester efter ligbrænding fra yngre romersk jernalder (200-400 e. Kr.). Og fra samme tidsperiode er der ved Sandlynggård i Stenlille Sogn fundet en urnegravplads og en gravplads i grusåsen ved Stenlille med rige fund af bronze - og glaskar og guldringe, heriblandt en såkaldt ormehovedring. Disse ringe kendes fra stormandsgrave, især på Østsjælland.
 
I Rude-Eskilstrup blev der under tørvegravning vest for Dambro i 1889 af gårdejer Ole Nielsen, Lillevang, fundet en træfigur fra yngre jernalder (400-750 e.Kr.). Måske er det en gudefigur af Odin, der er udskåret. Den er sandsynligvis ofret til guderne – ligesom mange andre mosefund fra den tid oprindelig er offergaver. Ole Nielsen afleverede den på Sorø Akademi, hvorfra den kom til Nationalmuseet.
 
Træfiguren fra yngre jernalder fundet 1889 ved Dambro, Rude-Eskilstrup ejerlav
 
 
 
 
 
 
 
På Magleø nord for Bodal gods i Åmosen er der fundet en vikingetidsgrav (750-1050 e. Kr.) med to jernsværd.

Der har altså levet mennesker her i mange tusind år. På jorderne i alle fire ejerlav i sognet og i nabosognene.


Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille