Nye indlæg

Battlereport - Infinity i AFKS

02-08-2013
Så fik TwoByFour og undertegnede sparket lidt gang i Infinity her i AFKS.

Da ingen af os er vildt hjemme i reglerne endnu, havde vi aftalt lister på 150 point, så vi ikke blev stressede. Jeg stillede med Haqqislam og TwoByFour med Nomads.

Amager Figurkrigsspil (AFKS) har jo terræn til det meste, og vi manglede da heller ikke flot sci-fi terræn, i det en af mestrene på området, Bjarne Sinkjær, allerede for længe siden har begået nogle virkelig flotte bygninger.

Fokus er her de første gange allermest på at lære spillets mekanik at kende. Som noget af det første blev vi begge lidt overraskede over, hvor dødeligt spillet egentlig er, når man tager de mange modifiers til skud i betragtning.

Jeg havde i løbet af deployment sendt min Hunzakut sniper frem på banen i camouflage, og han lå klar til at klappe til fjenden godt skjult på et hustag. Dog desværre ikke mere end at han blev afsløret i første tur, hvorefter et heldigt skud sendte ham til jorden, snothamrende bevidstløs.

Min første prioritet blev derefter at få enheder frem til at dække for min Janissary, så han kunne komme op på taget og bruge sin doctor-skill. Det lykkedes at få Jannisaryen op på taget, men han tog åbenbart fejl af morfin og adrenalin og sendte Hunzakuten direkte op til Allah i en rus af lyserøde skyer, hvorefter han selv måtte springe ned fra taget igen med kuglerne fløjtende om ørene fra de to Alguacil, der omgående åbnede ild og rent faktisk havde held til at såre ham også.


Naffatun, Janissary og Ghulam står i dækning bag en bygning. Uden Hunzakut sniperen på taget, bliver situationen lidt presset.

Helt dårligt gik det dog ikke. Ghulam soldaterne røg i kamp med føromtalte Alguacil og havde held til at nedlægge to samtidig med at en Naffatun tændte op for sin flammekaster og fik held med at riste en tredje efter en del skyden frem og tilbage.


Alguacil tager dækning bag muren på den anden side af vejen.

Opildnet af sine underordnedes held stak Ghulam løjtnanten hovedet frem og prøvede, med så mange minusser at det kun kan beskrives som et torskedumt træk, at nedlægge den Spektr sniper, der gjorde livet surt fra et hustag. Spektr snipere er temmelig svære at ramme pga. deres termooptiske camo-udstyr, og når man derudover har minus for afstand blev resultatet, at den kære Ghulam fik sendt en byge af kugler i alle andre retninger end den rigtige, og derefter selv blev sendt direkte i dørken af et præcist reaktionsskud fra Spektr.


Spektr reagerer på Ghulam løjtnantens overmod.

Derefter var der ikke andet at gøre end at gå all in. Jeg havde held til at få en Ghulam et stykke frem, hvor han prøvede at sende en Reverend Custodier til evigheden, men Allah ville det ikke sådan - synd, for det havde betydet en retræte for Nomads.

Da Janissaryen derefter prøvede at komme frem for at støtte Ghulam soldaten, ville Allah det dog sådan, at han fik afsløret så meget af sig selv, at en Nomad havde held til plaffe ham ned, hvilket fik resten af soldaterne til at fordufte og endte mit første spil med et nederlag.


Det hele lidt fra oven.

Infinity er helt klart et spil, som jeg meget gerne vil se mere til i København. Selvom reglerne er noget komplicerede, så virker de rigtig godt, når man har fanget logikken i spillet. Derudover er jeg vild med figurerne, de er noget af det mest detaljerede, jeg har set. Endelig må det tjene producenterne til ære, at stort set hele systemet er gratis tilgængeligt.

TwoByFour og jeg har allerede aftalt et rematch, og AFKS er altid åbne for nye ansigter - er det dig?







Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar