Formanden skriver
 
Formanden for Adipositasforeningen, Birgitte Hansen, skriver om...
 

Satspuljen: Gik 57.5 mill kr. til spilde ?

22-04-2013 07:05

Gigantisk spild af penge.

I Adipositasforeningen er vi stærkt bekymrede over at meget store millionbeløb går til spilde i fejlslagne indsatser mod svær overvægt.

Seneste eksempel er Satspuljemidlerne fra 2007, hvor der blev afsat 57.5 mill kr. til iværksættelse af indsatser til at fremme vægttab og vægtvedligeholdelse blandt svært overvægtige voksne.

Evalueringen er netop gennemført og konklusionsrapporten offentliggjort.

Lad mig pege på to forhold:

 

Forkert udgangspunkt.

Misseren er, at forskere og behandlere tager det forkerte udgangspunkt nemlig, at svær overvægt skyldes mangel på mådehold overfor mad kombineret med manglende motion.

Hvis et menneske bliver svært overvægtig, er der noget helt andet på spil. Skulle vi ikke prøve at få afdækket, hvad det i virkeligheden handler om?

I Adipositasforeningen har vi en formodning. Den stammer fra kendskab til et meget stort antal svært overvægtige og deres livssituation. Der er ingen af dem vi kender, der af bare mangel på mådehold spiser sig så store, at almindelig livsførelse bliver umulig, at de kun med store smerter kan bevæge sig fra A til B og i realiteten er livstruede.

I Adipositasforeningen ved vi, at det ikke er nok at bygge sine synspunkter og handlinger på formodninger. Vi har brug for at få undersøgt og klarlagt, hvorfor et stigende antal mennesker invaliderer sig selv ved at overspise.

 

For små og virkningsløse indsatser.

Et andet forhold er, at de indsatser, som sættes i værk overfor svær overvægt er alt for små og sporadiske. I forbindelse med omtalte satspulje blev der på 6 kursusdage ”uddannet” et antal vægtstoprådgivere, som skulle sætte indsatser i værk i forskellige kommuner i hele landet. Arbejdsredskabet var bl.a. Små Skridt, - en pædagogik udviklet til formålet af Sundhedsstyrelsen.

I alt blev ca. 6000 svært overvægtige borgere tilmeldt vægtstopprogrammet og gennemgik forskellige mødeaktiviteter over et års tid. Frafaldet var bemærkelsesværdig stort. Kun knap 2000 gennemførte og disse opnåede et vægttab på i gennemsnit kun 3,8 kg.

Det er nedslående! Er man svært overvægtig betyder et vægtudsving på 3,8 kg ingenting.

Hvad værre er, så er stort set alle vægtstop-projekterne gået i stå efter at satspuljemidlerne er brugt op.

 

Hvad har hele denne øvelse så kostet?

I alt 57.5 mill kr.


Kategori: Formandens blog

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

Adipositasforeningen | Ringgade 115, 7600 Struer  | Tlf.: 28 404 304 | info@adipositasforeningen.dk