Minister ændrer omstridt beslutning om dimensionering

2017-07-17 10:25

Undervisningsminister Merete Riisager ændrer nu sin beslutning om at indføre dimensionering af uddannelsen som bl.a. bygningsmaler. Det sker efter pres fra store dele af branchen, bl.a. Håndværksrådet og flere medlemsorganisationer.
 
Fra Håndværksrådet

”Det er meget glædeligt og fornuftigt, at ministeren nu lemper på sin tidligere beslutning om, at man ikke skulle kunne begynde på en uddannelse som fx bygningsmaler uden at have en praktikplads på forhånd. Den beslutning ville forværre manglen på faglærte, og det er ikke i nogens interesse”, siger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet.

For nyligt pegede Håndværksrådet på, at beslutningen om at indføre såkaldt ’dimensionering’ i flere håndværksfag var skadelig for de berørte brancher. Læs evt. mere i Håndværksrådets pressemeddelelse: ’Fejlvurdering fra undervisningsminister koster faglærte’.

Med den beslutning trodsede undervisningsminister Merete Riisager en enstemmig indstilling fra Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelsers (REU), hvor Håndværksrådet repræsenterer små og mellemstore virksomheder. Ministeren besluttede bl.a., at uddannelserne til skiltetekniker, bygningsmaler, kosmetiker, beklædningshåndværker samt seks andre erhvervsuddannelser dimensioneres med praktikpladskrav, så man ikke kunne starte på uddannelsen uden at have en praktikpladsaftale.

Nu har undervisningsminister Merete Riisager meddelt, at hun "på baggrund af bl.a. REUs tilbagemelding" har genovervejet dimensioneringen og ikke indfører helt så stramme vilkår for at begynde på uddannelsen til bl.a. bygningsmaler. I stedet for dimensionering vil der fremover være kvoter for uddannelsen til bygningsmaler. Desværre er en række fag stadig underlagt dimensionering, og Håndværksrådet, der repræsenterer over 80 organisationer med omkring 18.000 medlemsvirksomheder opfordrer til også at fjerne dimensioneringen af disse fag.

”I en tid, hvor vi mangler faglærte og ikke mindst faglærte malere, er dimensionering ikke den rigtige vej at gå. I stedet bør man sætte alle sejl til for, at håndværksfagene bliver mere attraktive for unge, og for at det bliver enklere og mindre omkostningstungt for virksomhederne at tage lærlinge”, siger Ane Buch.

Uddannelsen som beklædningshåndværker er fortsat omfattet af dimensionering.
 
Aarhus Haandværkerforening
HHKT/AARHUS
Rådhuspladsen 5
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk