Lars Larsen er Årets Æreshåndværker 2017

2017-06-01 12:51

Her ses Lars Larsen i selskab med de 24 lærlinge der modtog sølv - og broncemedaljer samt bestyrelsen for Medaljefonden og 1. viceborgmester i Aarhus Anne Nygaard, der var vært ved arrangementet på Rådhuset. Foto: Flemming Jeppesen.
 
 
Dansk Industri og Haandværks Medaljefond i Østjylland har netop udnævnt Jysk-ejer og Ridder af Dannebrog Lars Larsen til ”Årets Æreshåndværker” 2017.
 
Af Tore Plougheld
 
Under årets uddeling af medaljer til de 24 bedste østjyske håndværkerlærlinge på Aarhus Rådhus onsdag 31. maj blev det afsløret, at den danske ”dynekonge”, Lars Larsen, ejer af Jysk-kæden med afdelinger i 48 lande, er Årets Æreshåndværker 2017.
 
Dermed går den jyske storkøbmand i fodsporene på så forskellige personligheder som Den Gamle Bys direktør Thomas Ravn, Frank ”Bonderøven” Erichsen, eventyreren Troels Kløvedal og sidste års modtager, sangeren og komponisten Thomas Helmig.
 
Indbegrebet af den jyske købmand
Som motivation for tildelingen af hæderen og det medfølgende diplom og kongelige håndtryk fra Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der selv blev udnævnt til Æreshåndværker i 2011, lød det blandt andet:

”Med sit jyske lune, sin uprætentiøse fremtoning og det evige overblik over situationen og muligheden for at gøre en ny og god handel er Lars Larsen indbegrebet af den jyske købmand. Handelsmanden, der for længst er trådt ud af Morten Kochs idylliserede landsby-univers og ind i den moderne, globale tidsalder. Hvor tingene går rigtig stærkt og behovet for det kølige overblik måske er større end nogen sinde. Alt dette har Lars Larsen i mere end en menneskealder demonstreret at han mestrer til fuldkommenhed.”

Årets Lærling kommer fra AURA Installation A/S
Samtidig blev elektriker Joachim Hornstrup Jensen fra AURA Installation A/S i Viby J kåret til Årets Lærling 2017 med følgende begrundelse:

”Årets Lærling 2017 belønnes for sin ekstraordinære faglige indsats, viden og ønsket om at lære, samt en enestående viljestyrke, der kun kan beundres og roses som et eksempel til efterfølgelse.”

Hvem står bag medaljefonden?
Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri står bag Medaljefonden. Fondens bestyrelse består af seks personer, der repræsenterer henholdsvis Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industris regionale foreninger i Østjylland.

Fondens formål:
Fonden arbejder for at tiltrække interesserede og kvalificerede unge til erhvervsfaglige, tekniske og håndværksmæssige uddannelser samt at højne det faglige uddannelsesniveau blandt lærlinge inden for industri og håndværk.
 
Til det formål belønner Medaljefonden hvert år særligt veludførte svendeprøver og afsluttede skoleopgaver med medaljer, og i helt særlige tilfælde legater.

Læs mere om medaljefonden på www.medaljefonden.dk

For yderligere oplysninger kontakt Aarhus Haandværkerforenings administrator Betina Halvorsen på telefon 86122365 / 20879116 eller mail: post@aarhushf.dk
 
Aarhus Haandværkerforening
HHKT/AARHUS
Rådhuspladsen 5
8000 Aarhus C 

Tlf. +45 86 12 23 65
Fax. +45 86 12 23 65
post@aarhushf.dk