Susannah - Irland / Unge forskere blog fra Sydafrika

Unge forskere blog fra Sydafrika

Til de af jer der ikke lige ved hvad jeg lavede i Sydafrika 2007, her er en lille introduktion:
 
I foråret 2007 deltog jeg i Unge Forskere, og med en fin anden plads og en skøn check i bagagen vendte jeg snuden mod et kæmpe eventyr i Durban, Sydafrika på konferencen Expo Science International.
Expo Science International er en konference som sigter mod at fremme naturvidenskabelige projekter som er lavet af børn og unge fra hele verden via en udstilling i et multikulturelt miljø, som også giver institutioner mulighed for at hjælpe de unge med deres projekter.
 
(Taget fra ESI 2007's hjemmeside)
 
Med disse få linier giver jeg hermed ordet til mig, Susannah Keller Finn, som 18-årig!

Blog 13

Bordet uden dug – sidste dag i Afrika

Denne blog er den sidste, i morgen tager vi hjem og holder en god, dejlig og lang ferie inden jeg igen behøver at slå hjernen til!

Bloggen bliver ikke så lang, for jeg skal op igen om 3 timer og helt ærligt så vil jeg hellere sove end at skrive (ikke at jeg ikke har noget interessant at fortælle for selvfølgelig har jeg det) :)

Cape Town er kendt for Table Mountain, Kap det gode håb og sine vilde dyr. Dyrene har vi set rigeligt af, men de to andre ting stod på dagens program med store bogstaver.

Nogle siger, at man ikke kan have været i Cape Town uden at se Table Mountain – det passer IKKE – Peter har været her 11 gange og har ikke været deroppe én eneste gang!

Men selvfølgelig skulle vi se de kendte attraktioner hernede – efter morgenmaden (fantastisk ubeskrivelig god i øvrigt) tog vi på en køretur. Vi havde lejet en minibus med chauffør og så kørte vi af sted sydpå.

Vi fik taget rigtig mange billeder og fik også filmet lidt, og før vi nåede at se det var dagen næsten omme.

Men inden den var helt slut tog vi på Table Mountain. Det var HELT fantastisk vejr deroppe, så bordet havde ingen dug på (de siger normalt at bjerget har dug på, når det er helt indhyllet i skyer)!!

Til middag havde en af Peters professor venner inviteret os ud til ham og hans familie. Så vores sidste aften her blev en rigtig ægte hyggelig afrikansk familie aften – en super aften og en super måde at slutte ferien af på (med en ubeskrivelig god vin og en gang brai/barbeque) :)

Om 3 timer står vi op og tager til lufthavnen og så lander vi om ikke så længe i kolde, våde Danmark – men der bliver godt vejr når vi kommer hjem , for vi har planlagt at tage solen med os i morgen tidlig :)

Farvel Afrika – det har været ubeskriveligt godt

Susannah

Blog 12

Blæksprutter, krokodille og et fladt bjerg!

Lørdag d. 14. juli 2007 - Cape Town

Så er det blevet tid til næstsidste blog – bloggen fra i går virkede meget afsluttende, men i går var også en afslutning på den seriøse del af turen :)

I morges gik turen så til sidste stop inden vi atter vender næserne mod det regnefulde Danmark - Cape Town blev indtaget!

Vi har egentlig ikke oplevet så meget i dag (hvilket faktisk har været lidt dejligt, for jeg var helt enormt træt), men vi fik da set lidt.

Efter en halvtimes ”power nap” tog vi ned på Waterfront som er en af de flotteste, nyeste og mest moderne havnefronte i verden. Først gik vi lidt på shopping, tog billeder og shoppede lidt mere og bagefter spiste vi middag på en fin restaurant.

Til middag fik vi blæksprutte og grillet ost til forret og til hovedret fik vi krokodille – så man må sige at jeg har fået udvidet min ”smags-horisont” på denne tur :)

Efter en tur i fitnesscenteret stod der bare rå afslapning på programmet og nu er jeg på vej på hovedet i seng. I morgen skal vi på køretur ned til den sydligste spids af Sydafrika og forhåbentlig når vi også et smut op på Table Mountain (har hørt det skulle være utrolig smukt – og de billeder vi har fået af det allerede, er allerede ubeskriveligt flotte).

Nat nat

Susannah

 
Blog 11
 
Slut prut finale for denne gang

Fredag d. 13. juli 2007 - Durban

Så blev det sidste dag i Durban og vi havde ikke nået at se så meget af byen – så sidste dagen skulle bruges til at gøre noget ved det!

Vi skulle have brugt 8 timer i den sydlige halvkugles største shoppingcenter, men vi ville egentlig hellere opleve noget mere af Afrikas lidt mere specielle ting.

Vi lejede en taxi og brugte en hel dag på at opleve Durban i lyntempo:

1. ”Lions park” (endelig fik vi set de løver vi har hungret efter siden vi kom)

2. Valley of a thousand hills

3. Zulu dancers – “friluftsteater”

4. Så området hvor de fattige (paphuse) bor

5. Gateway Mall (vi kunne ikke helt holde os væk alligevel)

6. Så området hvor de rige (multimillionærer) bor

7. Frokost på havnepromenaden

8. Lokalmarked

Efter en super hyggelig dag fik vi rigtig travlt. For vi skulle til fin ”closing dinner” på ICC, som af slutning på en fantastisk uge. Det var en rigtig hyggelig aften og der blev for alvor byttet visitkort og gaver.

Tilbage på hotellet blev det tid til at pakke og sige farvel til vores nye venner, det var næsten helt trist :)

Det har været rigtig sjovt at møde en masse nye mennesker, og vi har fået et par gode venner rundt omkring i verden. Men nu glæder jeg mig også rigtig meget til at komme hjem og holde ferie og hygge – stille og rolig uden løver, science & jakkesæt i 26 graders varme (okay varmen var skøn, PERFEKT vejr)!!

So I guess this is the end – Nu er det slut med forskning/formidling for dette skole år :D

Susannah

Blog 10

Sidste dag – løver og et T

Så blev det sidste dag, hvor vi skulle fremlægge vores projekter! Det var næsten helt trist, at det var sidste gang, men på den anden side så er jeg også ved at være lidt træt af at fortælle om projektet om og om igen.

I morges var vi på udflugt til Durban MTN science center og vi var i IMAX og se filmen ”lions og the Kalahari”. Det var en super flot og mega spændende film – der var så meget lyd og så stærke billeder, at man sad og hoppede i sæderne af forskrækkelse.

MTN science center er lidt ala ”Experimentarium” derhjemme, med masser af geniopgaver og eksperimenter. Camilla, jeg og de 2 canadiske drenge blev helt opslugt af et dumt puslespil som vi ikke kunne løse – man skulle ”bare” samle nogle brikker og danne et T, men det var sværere end det så ud til (vi fik det dog løst til sidst)…

Igen i dag fik jeg mig en overraskelse – alle sydafrikanerne (ca. 200 deltagere, alle deres ledere og the delegationleader) skulle nemlig åbenbart kåre det de mente var det bedste projekt. Jeg stod og snakkede med en biolog fra Holland, da der lige pludselig var et mylder af mennesker omkring mig. Jeg fattede absolut ingenting, og blev hel paf.

En lille afrikansk pige, kom hen og overrakte mig nogle fine balloner og en fin lille grå æske. Der gik noget tid før det gik op for mig, at det var fordi de havde valgt mit projekt, men da jeg fandt ud af det blev jeg super glad :)

Og resten af dagen var der en million mennesker henne ved min stand og høre om projektet og spørge en masse om alt mellem himmel og jord – så det endte med bravur.

Efter en hektisk (men genial) dag lukkede, slukkede og pakkede vi al sammen. Det var egentlig lidt trist at se alle projekterne blive taget ned og pakket væk.

Men vi har stadig en dag tilbage før vi for alvor skal sige farvel til ”ESI Expo science 2007, Durban” – i morgen sluttes der nemlig af med en flot middag på ICC (desværre skulle der vist blive en masse kedelige taler, men dem tager vi også med som en del af oplevelsen)!!

Bye for now

Susannah

Blog 9

Vinterbadning

Forestil jer en kold, våd og skyet dag – vandet er omkring 12 grader varmt og solen har ikke vist sig overhovedet!

Okay, forestil jer så det fuldstændig modsatte (høj sol, næsten 30 grader og lækkert hav med fantastiske bølger) og i har præcis hvad vi oplevede i dag.

Første punkt på dagens program var nemlig beach party. Fantastisk vejr, masser af søde unge mennesker og mulighed for både fodbold, volley, baseball og tovtrækning! Det var bare helt perfekt, vi trængte virkelig til en morgen med ren afslapning oven på de sidste par dages stress og væld af nye indtryk.

Efter stranden var det endnu en gang tid til at tage til ICC (international convention center) for at indtage vores pladser ved vores projekt-stande.

Der var rigtig mange mennesker i dag, så der var fuld gang i snakketøjet hele dagen. Lige da vi åbnede kom der en dame, som på flyet fra Krüger havde hørt, at vi skulle deltage i EXPO science 2007, så hun var kommet for at se os.

Det var ret sjovt, for vi havde slet ikke snakket med hende på flyet, men hun var rigtig hyggelig.

Dagen gik egentlig stille og fredeligt, men lige pludselig gik tingene hurtigt! En mand kom løbende hen og sagde, at der var telefon til mig – jeg var ET stort spørgsmålstegn. Manden kunne godt se at jeg ikke troede det var mig han ledte efter så han spurgte om det ikke var rigtigt at det var mig der var Susannah og som havde stand nr. 302!

Helt paf, overrasket og forvirret hev manden mig med hen i den anden del af bygningen, hvor jeg blev bedt om at sætte mig ned. Min første tanke var ”ÅHH nej jeg må have gjort noget HELT forkert”, men så kom der en sød dame fra MILSET og fortalte mig, at det var en afrikansk tv-station som ville lave et telefoninterview med mig.

Stadig helt forvirret og meget uforberedt fik jeg så stukket en telefon i hånden og blev spurgt om projektet og en masse andre ting. Super mærkeligt, men da det var overstået var det ret sjovt :)

Efter en hurtig tur på løbebåndet i fitnesscenteret gik det endnu en gang mod ICC, hvor der var arrangeret kulturaften.

Mange lande var pænt pyntede i nationaldragter og havde flotte kjoler og hatte på. Da vi havde spist middage, var der så billede visning fra de foregående dage og en dansegruppe dansede forskellige stilarter fra hele verden.

Rigtig flot arrangement, og for første gang nogensinde (og HELT SIKKERT og den sidste) ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde en folkedanser dragt med :)

Susannah

Blog 8

Halvvejs uden rigtig at opdage det!

Så er endnu en dag gået og vi er allerede halvvejs igennem ”EXPO science international 2007”! Det er helt ufatteligt, at halvdelen af tiden allerede er gået. Jeg har mødt så mange nye mennesker og oplevet så mange nye ting, og derfor har jeg helt mistet min tidsfornemmelse :)

I morges efter en superb morgenmad (room service – helt fabelagtigt) blev vi kørt til Durbans botaniske have. En rigtig flot have, men skulle nok være lidt mere inde i det der ”træ noget”, hvis man virkelig skulle blive fanget.

Da rundturen var slut, gik jeg rundt i haven sammen med 3 canadiske fyre som også deltager i EXPO science og som jeg har snakket en hel del med. Det var en rigtig sjov tur, vi gik lidt på opdagelse rundt i den smukke have og det lykkedes os at blive vandet af et par kunstvandningsanlæg…

Resten af dagen forløb stille og rolig. Efter frokost var der igen åben for offentligheden, til at komme og se alle projekterne. Jeg fik snakket med en milliard interessante mennesker og har en million forskellige dimser fra forskellige lande med hjem (aner slet ikke hvordan jeg skal få det hele med hjem)..

Tror egentlig ikke der er så meget mere at rapportere, jo måske skulle det lige nævnes at vi i morgen skal til ”beach party” – det kan godt være i har sommer derhjemme, men vi har sol og 25 grader hernede og det er endda vinter :D

Ingen spændende billeder i dag, i må nøjes med at tænke jer til et par smukke orkideer eller jaah mig der prøver at forklare en lille dreng, at Danmark ikke er en by i Europa (som han i øvrigt troede var et land) – i må helt selv bestemme!!

Susannah

Blog 7

Huhej vilde dyr, dagen startede hurtigt, tidligt og nervepirrende!

Kl. 6.40 Hurtig vand i hovedet

Kl. 7.00 Morgenmad bestående af en pære (resten af madpakken var rædselsfuld og uspiselig)

Kl. 7.30 Mødes med Peter og Anni for at kører til et sted hvor vi kunne skære vores postere til så de passede

Kl. 8.00 fremme ved, hvad dem i receptionen havde betegnet som et sted som kunne hjælpe os.

Kl. 8.01 Panik fordi der både var lukket og det var en sted som byggede rammer til malerier

Kl. 8.03 Så nabobutikken var en papir/pap sælger

Kl.8.07 Posterne var skåret, men ingen salg af dobbeltklæbende tape!

Kl. 8.13 2 butikker længere nede af vejen fandt vi en kontorartikel butik

Kl.8.20 Alt købt og hjertet begyndte at slå nogenlunde normalt igen

Kl. 8.30 Med taxi til konference centeret (ICC)

Kl. 8.35 Opsætning af postere

Jeg troede slet ikke det var muligt at være så heldig! Men ikke desto mindre, så var vi det, og humøret var helt i top :)

På ICC gik alt heldigvis som det skulle, posterne blev skåret, passede og sat op til tiden :)

Kl. 11.00 var der officiel åbnings ceremoni og alle sad spændte og lidt nervøse i en stor sal og hørte en masse rigtig gode taler. For en gang skyld sagde talerne rent faktisk noget – ikke noget af det det bla bla bla i er unge og holder fremtiden i jeres hænder – nej det var virkelig lagt en masse tid og kræfter i at få skrevet en tale som var inspirerende og entusiastisk.

Efter åbningsceremonien blev der så åbnet for offentligheden, så alle kunne komme og se de flotte projekter.

Jeg var lidt nervøs, men det gik hurtigt over, for det var slet ikke tid til at være nervøs. Der var nemlig rigtig mange mennesker (søde og nysgerrige mennesker). Jeg snakkede med en professor fra et universitet i New York, som gav mig sit visitkort og sagde, at han rigtig gerne ville hjælpe mig med at finde et godt universitet i USA, hvor jeg kunne studere når jeg var færdig med skolen.

Rigtig flink mand som jeg kraftigt overvejer at kontakte når jeg kommer hjem :)

Lidt senere snakkede jeg med den canadiske delegations leder. Vi havde en lang snak om science, skole, sprog, lande og en masse andre spændende ting – og Peter fortalte mig hertil aften, at den canadiske leder havde rost mig til skyerne, og nu ville han så gerne invitere Danmark med til de nationale konkurrencer i Canada 2008 – så nu er jeg helt afslappet, nu er jeg sikker på at det nok skal blive et par rigtig gode dage her i Durban!!!

Efter en 1 times skøn træning i fitness centeret er Camilla og jeg nu på vej i seng. Vi er helt ubeskriveligt trætte oven på en rigtig dejligt dag.

I morgen formiddag, inden vi skal stå i vores stand igen, skal vi ud og se en botanisk have her i Durban. Den skulle være helt vild flot, så det glæder jeg mig rigtig meget til :D

Nat nat

Susannah

Blog 6

Velkomst ceremoni

Søndag d. 8. juli 2007 - Durban

Efter en dejlig eftermiddag, hvor vi havde fri og kunne slappe af (okay, 1 time i fitness centeret kan måske ikke helt betegnes som afslapning, men det var skønt alligevel), startede det officielle program endelig.

Alt hernede er nyt og anderledes, og det kan være meget svært at finde ud af normerne og påklædningskrav når man er der for første gang – men jeg lærer mere og mere og det bliver nemmere og nemmere :)

Kl 18.00 var der velkomst middag på konference centeret. Meget fin middag, men påklædningen var casual.

Da alle 870 deltagere samt deres delegation leaders havde spist, startede velkomst ceremonien. Først var der fine taler holdt af vigtige mænd og kvinder (bl.a. ledere af MILSET og en repræsentant fra Durban) og bagefter var der underholdning.

Underholdningen bestod i afrikansk dans – og jeg er super glad for, at vi ikke skulle danse med, for hold da op hvor de rystede med alting, og havde nærmest deres ben på nakken halvdelen af tiden.

Efter underholdningen skulle hver delegation have en repræsentant op på scenen efter tur, og sige et par ord!! Jeg blev den ”heldige(?)” vinder af at gøre det for Danmark, så jeg var lidt nervøs (tanken om 1000 mennesker lyttende til mig, var absolut ikke rar).

Men det gik godt, vi gik alle 3 (Anni, Camilla og jeg) på scenen og jeg fik sagt et par fine ord og ingen buhede :)

Efter mere dans og underholdning er vi nu tilbage på hotellet, hvor vi om ca. 10 sekunder dejser om på sengen – for NØJ hvor er jeg træt ovenpå en begivenhedsrig dag med mange oplevelser.

Nu er det for alvor startet – og i morgen gælder det!!

Susannah

Blog 5

Problemer med tilmelding, for store postere & en stram lukkelov!

Søndag d. 8. juli 2007

HJÆÆÆÆÆLP, lige nu er der bare ingenting der kører. Efter en superb morgenmad med alt hvad man kan begære, kørte vi til ”Durban konference center”, hvor vi skulle stille alle vores ting op.

Morgenmaden var perfekt, bussen kørte til tiden og vejret var skønt, men så gik den heller ikke længere, så meget heldig har man nemlig ikke lov at være :)

Tingene begyndte langsomt at gå galt

1. De mente ikke vi havde tilmeldt os korrekt

2. Vi havde åbenbart ikke betalt alt

3. De havde kun givet os 1 stand til 3 projekter

4. De havde opgivet forkerte mål til vores postere

5. Alting er lukket i Sydafrika om søndagen

Det var så top 5, som gik galt i løbet af 2 timer. Men humøret er stadig højt og vi krydser fingre for at alt løser sig i morgen :)

Vi fik 2 ekstra stande stillet op og vi fik betalt til sidste, så det var helt perfekt. Nu er vores eneste problem at vi står med postere som er for store og at det er søndag. Så i morgen tidlig skal vi finde en butik som kan ordne vores postere, men det skal nok gå!

Det har været en hektisk og frustrerende dag, og der er længe til dagen er slut, men nu er vi blevet enige om, at vi umuligt kan løbe ind i flere problemer i dag…

På hotellet, hvor vi bor, er der fitnesscenter og swimmingpool, så der vil jeg gå ned nu og slappe lidt af med noget motion. I aften skal vi til official velkomst ceremoni, og det glæder jeg mig rigtig meget til – for så er vi endelig i gang.

Susannah

Blog 3

Jeg er ikke et morgen-menneske

Fredag d. 7. juli 2007 - Durban

Har jeg fortalt, at jeg IKKE er et morgenmenneske?? I morges stod vi op kl. 5.40, og det var lige lovlig tidligt efter min smag. Men ikke desto mindre, så var der ingen vej uden om!

Da vækkeuret ringede væltede jeg (bogstaveligtalt - fordi der var længere ned end forventet) ud af sengen og fik pakket min kuffert. For i dag skulle vi desværre forlade Krüger National Park :(

3 pakkede tasker, 2 brølende løver i ”haven” (vi hørte dem desværre kun) og 1 kop varm te senere, kørte vi ud på den sidste safari, inden næsen blev vendt mod Durban.

Vi nåede desværre ikke at se kattedyr, men vi så et næsehorn, og dermed nåede vi at se de 4 ud af de 5 ”big five” på kun to dage.

Kl 11.40 sad vi så i et lille propelfly på vej mod Durban. Det var en meget lille hoppende, larmende, men meget interessant tur, for jeg kom til at sidde ved siden af Sir van ?? Wendenberg – en sydafrikaner som havde fået den flotte titel af selveste Dronning Elizabeth af England!

Han fortalte en masse spændende ting om Sydafrika (dog mest skrækhistorier – så nu vil jeg tænke mig MEGET om når jeg går hernede).

Top 3 nye ting jeg i dag har lært om Sydafrika:

1. Fair diskrimination betyder at man godt må fyre en ”hvid” fordi han er ”hvid”, når man bare ansætter en ”sort” i stedet for (UFATTELIGT efter min mening)!

2. Sydafrika har verdens højeste antal voldtægter årligt!

3. Sydafrikanske unge fyre, som har en engelsk ”Sir” titel score ekstremt meget!

Til trods for de 2 første nye informationer, så nyder jeg at være her. Vi er i trygge hænder, folkene bag konferencen og Peter & Viola passer utrolig godt på os – så jeg skal nok komme hjem i fuld (hel er måske en bedre beskrivelse, for vi er meget ædruelige) tilstand.

Vel landet i Durban, blev vi indskrevet som ankomne til ”EXPO science international 2007” og blev kørt til vores hotel i en fin bus.

Vi har fået nogle rigtig fine værelser (dog ikke med privat swimmingpool og senge på størrelser med sommerhuse) og jeg har endnu ikke fundet ud af noget jeg har glemt (måske bortset lige fra sommertøjet – hernede er der jo vinter og derfor ”kun” 26 grader)

I aften skal vi ud at spise på en fin restaurant, som Sir van ?? Wendenberg anbefalede os. Så det bliver rigtig hyggeligt – og det bliver dejligt med lidt afslapning i aften inden arbejdet går løs i morgen tidligt.

Hygge hejsa

Susannah

Blog 3

Hyæner og grillmad

D. 6 juli 2007 - Krüger national park

Der er allerede gået endnu en dag og endnu en gang ligger jeg og er ved at falde om af træthed! Det har været en ubeskrivelig dag, med masser af oplevelser som jeg aldrig troede jeg skulle få.

Efter morgenmad (som var et stort udvalg af alt hvad man kunne tænke sig) drog vi igen ud på opdagelse i den store safari stil.

Ilona og Donald kørte os rundt i 4 timer, hvor vi blandt andet så elefanter, giraffer, zebraer og en masse andre dyr som jeg ikke kender navnet på, på dansk. Det er helt vildt så store giraffer er!! Jeg mener, jeg har da set en giraf i zoologiskhave, men i den virkelige verden er de jo ENORME. Zebraerne ligner rent faktisk heste med striber på og elefanterne har lige så store fodspor som i tegnefilm!

Efter en skøn safari ”morgen”-tur blev vi kørt tilbage til vores lodge hvor vi fik superb frokost. Menuen stod på spændende salat til forret, ørred med grønsager til hovedret og speciel afrikansk ”budding” til dessert (jeg gik dog endnu en gang glip af desserten, da resten af måltidet optog 100 % af min mavesæk).

Frokosten blev serveret på en udendørs terrasse, hvor vi havde udsigt til floden og aberne hang i træerne over os. Det var bare ubeskriveligt flot :)

Endnu en gang blev det så tid til lidt safari og denne gang blev det RIGTIG spændende. For vi vores guide Ilona (som Viola kender privat) fik lov til at tage os med ud på nogle private stier, hvor der meget sjældent kører biler. Så vi fik rå safari udover al forventning, dyrene stod lige ved siden af bilen og vi fik taget mange (forhåbentlig) flotte billeder.

Aftensmaden stod på udendørs barberque. Vi blev vist hen til et halvt indhegnet område, hvor der hang flotte kranier på hegnet og der var tændt store bål rundt omkring os. Der fik vi serveret alle mulige spændende ting – blandt andet kylling, afrikansk pølse & gnu (gnu smager i øvrigt RIGTIG godt – det kan varmt anbefales at prøve det)

I morgen går turen mod Durban, hvor det virkelige arbejde går i gang

Au revoir

Susannah

Blog 2

Morgen status 
 
 
D. 6. juli 2007 - Krüger National Park

Sovet som en sten, næsten ingen aber ved vinduerne om natten og bruseren har en fantastisk udsigt.

7.00 ”Gab er klokken allerede 7?” – ”Ja og vi skal på safari og se vilde dyr om en time!” Wow, det er en fantastisk måde at vågne på.

Jeg vil lige fortælle lidt mere om hvad der er jeg skal hernede og hvem jeg er hernede sammen med. For indtil videre kunne det måske synes at være ren ferie, men det er det ikke!!!

Formålet med turen er, at jeg sammen med Camilla (en pige fra Lemvig) skal deltage i den store MILSET (EXPO science international) konference i Durban fra d. 8 til 14. Juli. Det er en international konference, hvor der kommer unge fra et utal af lande, som skal fortælle om forskellige projekter, som de har lavet eller vil lave, hvis det er muligt.

Jeg glæder mig helt utrolig meget til at møde unge fra forskellige steder i verden, men jeg indrømmer, at jeg også er lidt nervøs!

Jeg rejser sammen med Peter, konen Viola og datteren Anni og så selvfølgelig Camilla, som også skal deltage i MILSET.

Peter + co. Er dem som står for ”unge forskere” i Danmark og det er dem som så og sige skal passe på os i de næste 10 dage 

Må smutte nu, morgenmaden og safarien kalder – vender tilbage med flere historier fra det vinterrige Afrika

Auf Wiedersehen

Susannah

Blog 1
Træt er ikke ordet!
 
D. 5 juli 2007 - Krüger National Park
 
Træt er ikke ordet!
 
Wow hvor er jeg træt, i skrivende stund hænger jeg nærmest ind over bordet og er ved at falde i søvn. Det har været et par rigtig hårde dage, og sommerfuglene som har basket i min mave de sidste par dage er ved at falde til ro (eller også er de muligvis blevet spist af de elefanter vi så i dag, hvem ved)!

Efter næsten to døgn på farten ankom vi til Krüger national park i eftermiddags kl. 15.17. Der var ingen tid at spilde så vi nåede kun lige at smide vores ting i vores suite (ja det er rigtig en SUITE/HUS/VILLA det er vanvittigt) før vi vendte næserne mod safariens mange oplevelser.

Camilla og jeg havde på forhånd fået af vide at standarten der hvor vi skulle bo var lidt over normalen, men vi havde aldrig ventet at se vad vi så da vi trådte ind.

Vi har simpelthen vores egen hytte, med egen svimmingpool, egen terrasse, et badeværelse der er på størrelse med en balsal, et fladskærms tv som aldrig har set sin lige mand og en seng som er 3 gange så stor som mit værelse hjemme i Ballerup!!!! Det er enormt, vildt, vanvittigt og helt ubeskriveligt! Vi har aber som banker på ruderne og vi har Impalaer, som går rundt på terrassen. Vi er for alvor kommet til Afrika, og det er ikke til at forstå.

Vores første safari var en kæmpe oplevelse, vi så masser af dyr (blandt andet krokodille, elefanter, en hyæne & store skildpadder) og oplevede for alvor den smukke natur som vi havde glædet os til at se.

Nogle ved måske at kameraer og batteriopladning ikke lige er mig, men i dag fik jeg rent faktisk taget masser af billeder og filmet en masse med mit videokamera. Så det kunne faktisk ikke være bedre. Kl 18.17 hørte vi flodheste brøle (eller hvad de nu gør), mens vi fik et glas koldt at drikke og en afrikansk specialitet og kl 19.10 var vi så atter hjemme på ”Tinga legend lodge”.

Inden jeg tog af sted lovede jeg mig selv at jeg ville prøve så meget nyt som muligt og dette fik jeg for alvor mulighed for til dinner. Til forret fik jeg afrikansk orientalsk salat, til hovedret fik jeg Kudu (et meget interessant dyr vi havde set i levende live 30 minutter tidligere) og til dessert skulle jeg have haft (hvis jeg ellers kunne spise det) abrikosbrød med et eller andet meget fint.

Nu er Camilla og jeg på vej i seng, for vi skal tidligt op i morgen og opleve endnu en fantatisk dag med masser af safari og vilde dyr (forhåbentlig med både løver og flodheste)

Ciao

Susannah

Susannah Keller Finn | Dublin 2 - Ireland | Tlf.: +353877918605 | susannah.kellerfinn@gmail.com