Søndag d. 29.6.2014
Efter en lang nat med, næsten ingen søvn, ringede uret halv 6, hvorefter det stod på kvalmende meget morgenmad i restauranten. Vi var alle trætte fra morgenstunden, og kunne godt se at det blev en meget lang tur. Humøret var dog forholdsvis højt og vi klar til at tage af sted. Vi blev hentet i mini bus sammen med en australsk dame, som ville prøve at tage turen på en dag, altså dagen efter. Køreturen tog omkring halvanden time, og vi ankom åbenbart som nogen af de sidste for pladsen var fyldt helt op da vi kom. Så snart bussen var standset blev døren åbnet og en ung indonesisk pige stak hovedet ind, ”where are the twins, your the twins?” Ud af bilen, hurtigt på toilettet, frokost og ID cards stukket i hånden, ind i bilen igen og op til gaten. De viste sig så vi var nr. 1,2 og 3 ud af de 160 som skulle op på bjerget den dag/nat, hvilket var grunden til den hurtige servicering. Solen bagede ned, men de første to km gik faktisk okay godt. Så blev stigning ændret drastisk og luften blev langsomt tyndere og tyndere. Da vi nåede til 4 km stoppet til frokost, var temperaturen faldet og det var koldt at sidde og spise. Stigningen blev nu højere igen, omkring 45-50%, men samtidig blev udsigten flottere. Ved 4,5 lå der en kæmpe sten med fantastisk udsigt over bjergene omkring, mens skyerne blæste op af bjergsiderne, omkring os. Ved 6 km var vi oppe i 3,2 km højde og luften var nu endnu tyndere. Klokken var nu halv tre. Dette var også stedet vi skulle overnatte, og vi var heldige at vi skulle sove hovedstedet, hvor måltiderne blev serveret. Vi sov lidt da vi ankom og vi gik også tidligt i seng for at være klar til nattens gå tur.
Mandag d. 30.6.2014
Vi delte et værelse med tre andre personer, en ung fyr som skulle op en time efter os da han havde fået af vide af sin guide at han var dobbelt så hurtig som alle andre, og to kinesere som larmede helt utroligt meget da de stod op en time før os, da de havde fået af vide af deres guide at de var meget langsommere end alle andre. Der havde været kæmpe skybrud tidligere på natten, så alt var pisse glat og der var pisse koldt. Alle var halvsløje og havde ondt i hovedet af den tynde luft, men humøret var okay højt og vi var klar på at bestige toppen. Det blev dog noget af en helvedes tur.
I bælgragende mørke væltede vi op af trapperne, de første tre hundrede meter. VI ankom til en lille platform direkte op til bjergsiden som strakte sig så vi kunne se, så fik vi stukket et reb i hånden og bedt om at gå i gang med at kravle. Eftersom vi intet kunne se tænkte vi ikke nærmere over det og begyndte bare, der var ekstremt stejlt og ekstremt glat men vi fortsatte da vi stadig intet kunne se. Lidt længere oppe af bjergsiden kan vi se en ung kineser falde så lang han var og pigerne omkring ham går helt i panik, ”Going down, going down now!” Vore guide smiler bare og føre os forbi dem, lidt efter begynder han selv at se hvor glat der er for os da vi flere gange glider. ”200% concentration.”Lidt længere oppe af bjergsiden spørger vi ham hvor lang tid vi skal blive ved med rebene , hele vejen til toppen.
Fortsættelse følger.......