Khao Lak

18.07 – 23.07 Khao Lak

Skønt at få fast grund under fødderne igen efter ”nær-døds” oplevesen på Koh Tao! For at komme til Khao Lak kørte vi først direkte sydpå til Surat Thani og derfra på tværs af Thailand til Khao Lak. Turen på tværs går gennem, hvad der betegnes som; verdens ældeste regnskov – nationalparken Khao Sok. Et utroligt smukt område med alle mulige former for vilde dyr – blandt andet vilde elefanter. Stemningen blev helt euforisk i vores lille minibus da vi midt i parken så adskillelige elefanter langs vejen – ifølge bøgerne kan elefanterne godt lide at komme ud til vejen og kigge.

I Khao Lak fik vi værelser på et super hyggeligt, pænt og rent lille familiehotel med aircon og swimmingpool – vi var alle enige om at det var skønt at kunne tænde for en air-con og ikke behøve frygte for MEGA edderkopper og andet kryb under myggenettet! Hotellet kostede den formiddable sum af 150 kr. pr. værelse (det ene med 4 senge og det andet med 3 senge) – så heller ikke prisen var der noget at klage på.

Khao Lak er en pudsig by – dybest set er det bare en række huse, restauranter, butikker og en mængde resorts som ligger langs en landevej tæt ved kysten. Byen blev hårdt ramt af tsunamien i 2004 men det er bestemt ikke synligt i gadebilledet i dag – alt er tilsyneladende bygget op igen. En fyr på hotellet fortalte dog at klimaet efter 2004 har ændret sig markant; tidligere regnede det stort set hver dag og hele tiden i regntiden (sommeren) mens det stort set aldrig regnede i højsæsonen (vinteren) – i dag regner det ikke meget om sommeren men til gengæld en del om vinteren. De fire dage vi var i byen oplevede vi kun to korte regnskyl resten af tiden skinnede solen! Vi har dog mødt andre rejsende som fortalte at de forlod Khao Lak på grund af massivt regnvejr, så måske var vi også bare heldige!

Vi badede en del i poolen og de friske en enkelt gang ved kysten; havet er dog meget voldsomt på denne årstid – så på det område er der fortsat stor forskel på regntid og højsæson.

Vi var på to meget spædende dagsudflugter til Khao Sok nationalpark og til Phang Nga bugten. Turen til nationalparken inkluderede en 1½ times tur på elefanter; en meget voldsom oplevelse for specielt børnene da de to elefanter de sad på blev virkelig sure på hinanden og var tæt på at komme i slagsmål. Sine og Saras elefant gik for tæt på Louise og Sebastians elefant og så startede balladen; de brølede begge helt vildt og løftede snablerne mens de skubbede til hinanden! Vi andre sad et stykke bagved på vores elefanter og kunne høre de voldsomme lyde – det var ærlig talt ret skræmmende. Nå men alt blev klaret og vi var enige om at det jo ”blot” var et ekstra spændende element i en super spændende udflugt. Efter elefantturen var der frokost på en idyllsk restaurant midt i junglen over en flod hvor vi fik den skønneste thai frokost med de helt tradionelle thairetter der deles af alle. Og så var det afsted i kajakker; i modsætning til Ha Long i Vietnam var der her kajakroere med, så det eneste vi skulle var at læne os tilbage og nyde turen ned af floden i ca. 1 time! En fantastisk oplevelse; sceneriet mindede lidt om tubing-turen i Vang Vieng i Laos for så vidt angår de fantastiske klippeformationer. Sidste stop på turen var et ”monkey-tempel”  - et gammelt klippe-tempel hvor der ler en masse vilde aber på klipperne – aberne kom ned hvis man lokkede med bananer. Hverken Lise eller jeg er vilde med aber så vi holdt os på behørig afstand, men børnene syntes det var ret sjovt.

Den anden tur var til Phang Nga bugten – som består af en mængde fantastiske klippeformationer og små øer spredt rundt i bugten – området ligner meget Ha Long bugten i Vietnam, som vi besøgte for tre år siden. På turen sejlede vi med longtailboat gennem en kæmpe mangroveskov og derefter ud i selve bugtet med stop ved James Bond Island – en ø som blev berømt på grund af en kendt scenae fra en James Bond film (”Manden med den gyldne pistol!??). En utrolig smuk sejltur – James Bond Island er også fantastisk smuk, men den meget lille strand på øen er fuldstændig omdannet til en souvenirbod for turister. Det sjoveste ved øen er at jeg, da vi kom derud, klart huskede at have besøgt den i 1985 (ja, det er nærmest en menneskealder siden!!) da jeg var i Thailand i 4 måneder. Så var det tid til havkajaksejllads – endnu engang inkl. en kajakroer, så vi kunne nyde den fantastiske udsigt. En meget spændende tur gennem mangrovetræer, klipper og grotter; vildt! Frokosten blev indtaget i en fiskerlandsby bygget på pæle ved en af de store klipper. Byen blev grundlagt i 1800-tallet af 3 philipinske fiskerfamilier og er siden vokset så den i dag består af 1.000 familier (4.000 mennesker). Beboerne er muslimer og lever hovedsageligt af fiskeri (mændene) og turisme (kvinderne). I ”byen” er der både hospital og grundskole. Vores guide på turen fortalte meget spændende om byen, dens indbyggere og livet generelt. På turen tilbage til Khao Lak var der stop ved en kæmpe liggende Budha i et klippetempel (igen med en masse vilde aber) og ved et vandfald hvor de friske badede.

Alt i alt et meget spændende besøg på vestkysten af Thailand – bestemt værd at se mere af en anden god gang.

Hilsen Lone

Susannah Keller Finn | Dublin 2 - Ireland | Tlf.: +353877918605 | susannah.kellerfinn@gmail.com