Indonesien 2014 / Indonesien / Gili Trawangan

Gili Trawangan

Torsdag d. 3.7.2014  - mandag d.7.7.2014

GIli Trawangan og Martas Gili’s er bare helt fantastiske steder!! Så rammerne er sat for 5 fantastiske dage i totalt ø-idyl. Vi bor ca. 100 m. væk fra hovedstrøget, hvilket betyder at her er fred og ro (bortset fra moskeen, som kan høres overalt og på alle tider af døgnet). Går vi til hovedstrøget kan vi gå til venstre, til den lidt ”finere” del eller gå til højre til den lidt mere farverige del, fyldt med restauranter, småbutikker, gadekøkkener, dive-shops,….. Der er liv og glade dage hele tiden og smilende mennesker overalt. Går vi modsat hovedstrøget kommer vi ind mod midten af øen med små lokale huse, butikker og guesthouses. Vi fandt en rigtig god lille lokal restaurant med fantastisk lækker mad – og det til stort set ingen penge.    

Restauranterne på hovedstrøget ligger som hovedreglen helt ud mod stranden – eller på stranden – og serverer masser af god indonesisk mad. Den massive turisme har dog gjort at man også kan få alle former for vestlig mad; pizza, pasta, burgere, steaks (australske), …. You name it – they have it (or another nearby restaurant will). Der er masser af barer og så vidt vi kan regne ud festes der natten lang de fleste steder. Det er dog ramadan nu, så ifølge Lonely Planet holdes der ikke store partyer, som der ellers er tradition for resten af året. I modsætning til Malaysia kan her købes alkohol de fleste steder, men vi holder os nu mest til de skønne frugtdrikke. To Mojito’er til Lone, en Strawberry Daquiry til Susannah og tre øl til Arne – det kan da vist ikke siges at være voldsomt!

Louise og Sebastian skulle møde torsdag morgen hos Gili Divers for at starte på deres Open Water dykkercertifikat. Det var arrangeret hjemmefra at de skulle have en dansk eller svensktalende instruktør – men det stod lynhurtigt klart at engelsk var at foretrække fremfor svensk!! De var heldige kun at være de to på holdet og fik en super fin instruktør Pablo (talte flydende svensk, fransk, spansk, engelsk og indonesisk). Kanonfin fyr som gav varylerne en fantastisk oplevelse! Første dag var de i poolen hele formiddagen men allerede om eftermiddagen var det ud med båden og på et 12 meter dybt dyk. På dag to var der to dyk fra båd; ét formiddag og ét eftermiddag – nu ned på 18 meter. De fik set en masse fisk og også skildpadder – de var meget begejstrede. På tredje dagen var det sidste dyk om formiddagen og vi havde aftalt at der var en fotograf (tyske Sonja) med som skulle optage en film af børnene. Efter dette sidste dyk var børnene meget trætte – både fysisk men nok mest mentalt – så eftermiddagen var ren afslapning hjemme ved poolen.

Kl 19 skulle vi mødes med Pablo og Sonja til formel overrækkelse af dykkercertifikat og film fremvisning. Igen en super oplevelse, der var klapsalver fra alle tilstedeværende ved overrækkelse af certifikaterne og efter filmen som blev vist på stor skærm så alle kunne se den. Fantastisk film som vi håber at kunne lægge på YouTube med et link her fra hjemmesiden.

Arne og jeg besluttede at trodse varmen og gå en tur rundt om øen en formiddag hvor vi satsede på at varmen endnu ikke var for slem. Dejlig tur, fantastisk flotte strande hele vejen rundt – østsiden af øen er stort set fuldt udbygget med turiststeder mens vestsiden er mere øde. På nordkysten er en lang række eksklusive resorts mens den smallere sydkyst er mere for” hippierne”, telte, bål og guitarer (og lidt ”røg” tror jeg). En stor del af vejen går man i løst sand og resten er en form for stenbelægning i mere eller mindre god stand. Turen blev noget længere end planlangt da jeg præsterede at tabe mine sko (var sat fast i kameratasken) og først opdage det et par kilometre senere. Jeg var dog så fantastisk heldig at finde dem igen!!! En virkelig fin tur – men også helt utrolig varm!!! Da vi var ved at være hjemme måtte jeg lige en tur i havet for at afkøles – jeg havde været så forudseende at tage badedragt på under tøjet.

Ellers er tiden mest gået med hygge og afslapning (inkluderende et par gange massage), her er virkelig skønt på trods af de mange turister (mange skandinaver), hvoraf hovedparten er unge – Arne og jeg er virkelig med til at hive gennemsnitsalderen op.

I dag er det videre til Lombok – vi har arrangeret en lille båd der sejler os derover (15 min) og som derefter sørger for den videre transport til Sengigi, hvor vi skal bo i to små hytter som skulle ligge helt ned til vandet.

Onsdag d. 2.7.2014


Tidligt op – forventet pick-up på hotellet mellem 7 og 7.30. Alle var klar og vi nåede også morgenmaden, selvom den først startede kl. 7.00.

Da klokken nærmede sig 7.30 og den blev 7.35 begyndte vi at blive lidt nervøse – det kontakt nummer vi havde vedr. pick-up svarede ikke! Vi checkede med receptionen og det viste sig at den adresse der stod angivet var forkert – hotellet havde to afdelinger og det var den forkerte der var registreret – en lettere panik satte ind! Det viste sig dog hurtigt at pick-up’en heller ikke havde været ved den anden afdeling af hotellet – så nu var panikken ved for alvor at sætte ind.

Heldigvis havde vi ikke betalt for pick-up og den videre transport med båd til Gili Trawangan, men efter som vi nærmest befandt os i et industriområde var gode råd dyre! Heldigvis er indonesere utroligt søde og hjælpsomme og damen i receptionen foreslog at en fra hotellet kørte os til en havn, hvorfra vi så kunne forsøge at få billetter til færgen til Gigli Trawangan. Vi ville meget gerne afsted så vi sagde ja tak – vi kørte i godt én time uden at ane hvilken havn vi var på vej til. Men, men vi nåede frem og blev nærmest overfaldet af folk der ville sælge os billetter. Vi slog korsets tegn og købte fem billetter, mens vi blot kunne håbe at det var en OK båd – der advares en del mod usikre og farlige både.

Men heldet følger de tossede (eller de modige?) – efter en times hård sejllads nåede vi den mest fantastisk eksotiske tropeø man kan tænke sig!

Der er ingen motoriserede køretøjer på øen, kun nogle små sjove hestevogne. Vi fik losset al bagage og fem personer op i to vogne og så afsted til Martas (der viste sig at være ca. 700 m.). J Super hyggeligt sted hvor vi blev ønsket velkommen og fik en super skøn lille hytte i to etager – soveværelse nede og oppe! En lille pool og skøn terrasse.

Øen er svær at beskrive – ca. 6.5 km. i omkreds, ca. 250 pools en masse dykker steder, restauranter, barer mmm. Fantastiske strande og sol, sol, sol.

Frokost på stranden, badning på stranden, tilmelding til dykkerkursus (Louise og Sebastian), badning i poolen, badning i hytten og derefter aftensmad på en ”irsk” bar/restaurant på stranden!! Og sidst men ikke mindst feriens første cocktails: Mojito og Strawberry Daquiry! Det er da en OK dag?
Susannah Keller Finn | Dublin 2 - Ireland | Tlf.: +353877918605 | susannah.kellerfinn@gmail.com