Bangkok

10.07.2012 - 14.07.2012 - Bangkok
 

Det var nu tid til at vende tilbage tilbage til Bangkok – dels for at sende Susannah og Arne hjem og dels for at hente Lise, Sara, Emma og Sine. Det er vemodigt at skulle sige farvel til Susannah og Arne, det har været skønt at være hele familien afsted denne gang – da vi var i Vietnam i 2009 kunne Susannah jo desværre ikke være med, da hun netop var flyttet til Irland.

I Bangkok havde vi booket et hyggeligt lille hotel i nærheden af Khaosan Road (backpacker området) så vi var midt i den del af Bangkok som vi umiddelbart mente var den mest spændende.

Vi havde besluttet os for at følge en gåtur anbefalet i Lonely Planet – men vi nåede kun første punkt på turen, inden vi blev ”omdirigeret”. Vi mødte en mand som venligt fortalte alt hvad han mente vi burde se og helt tilfældigt have han to tuk-tuk’er som kunne køres os rundt til disse ting. Men der var selvfølgelig en dybere forklaring: turen inkluderede at tuk-tuk’erne kørte forbi tre forretninger der solgte smykker, ædelstene, skræddersyet tøj og diverse souvenirs. De fleste af os syntes det var helt OK, men Arne var ikke imponeret over at vi på den måde havde ”købt katten i sækken”! Louise faldt for nogle utrolig flotte smykker med saphirer (den sten der passer til semptember, som er Louises måned) og købte en ring og en halskæde! Vi andre nøjedes med mindre souvenirs; ørenringe og punge. Templerne var imponerende men turens hovedattraktion var tuk-tuk’en i seg selv; vild, hæsblæsende fart ud og ind mellem biler og motorcykler og på kryds og tværs af Bangkok; fantastisk.

Efter dette ville vi genoptage gårturen, men men nu mødte vi en anden mand som havde forslag til hvad vi skulle se. Denne gang var det ikke en ”sælger” men en meget venlig mand – ansat i kulturministeriet – som anbefalede os at se det gamle og mere originale Bangkok, dvs. den del af Bangkok der er mere eller mindre er bygget på pæle. Han viste os ned til en del af havnen – som lå ved siden af den busstation, hvorfra han skulle med bussen hjem fra arbejde, hvor han aftalte en tur og en pris med en mand i en longboat. Prisen var meget fin – klart mindre end bøgerne siger – og turen helt fantastisk! Vi sejlede en lang tur gennem helt uturistede områder hvor vi så en masse forskellige slags beboelser; der var alt fra totalt faldefærdige rønner, nyere ”rækkehuse” og super flotte kæmpe huse! En meget spændende tur!

Aftensmaden blev indtaget på Khaosan Road i selskab med alle de andre back-packere – dem er der i øvrigt rigtig MANGE af og det morsomme er at mange af dem ser lige så flippede ud som basck-packere gjorde for 15 – 20 år siden!!

Torsdag var ”store skiftedag” – Arne hentede Lise og pigerne i lufthavnen kl. 03.30 om morgen, Susannah afsted til lufthavnen kl. 20 og Arne kl. 23! Dagen var dog super hyggelig – alle var i topform trods træthed og rejsefeber. Vi fik indtaget lokale gadekøkkener, gået en lang tur, sejlet på floden og købt masser af ting som Arne skulle have med hjem i rygsækken.

Bangkok er en dejlig by – men også meget varm og travl. Dog klart et sted at komme tilbage til –hvilket jo også sker i slutningen af måneden.

Vi havde købt billetter til fredag aften med natbussen til Chumporn, hvorfra vi skulle videre med en båd til Koh Tao. Den bustur var noget af en udfordring!!! Først skulle vi marchere gennem stort set hele back-packer området og ”samle folk op” – herefter kom vi til et kontor hvor vi skulle checke ind og fik udleveret 7 røde klistermærker som skulle sættes på vores tøj. Herefter blev vi sammen med ca. 100 andre gennet ca. 500 m. op til en lille fortov hvor vi skulle vente på busserne! Hvorfor busserne skulle gå herfra og ikke fra en de mange store busterminaler fandt vi aldrig ud af. Det begyndte at regne mens vi ventede, varmen var MEGA heftig, pladsen så lille at vi ikke kunne få rygsækkene af så alt i alt en noget anstrengende situation. Efter ca. 50 min. ankom én bus – men men men den var til dem med de hvide mærker! 10 min senere ankom endnu en bus, som først skulle tømmes for folk og bagage for derefter at blive fyldt med……. de blå mærker! Hmmm først den 4. bus som ankom og blev tømt var til; ….. de røde mærker!!!!!!!!!!! Wow blev vi glade! Vi fik 7 af 8 sæder nedenunder sammen med en enkelt thailandsk kvinde, som måtte stå model til os 7 larmende danskere! Det blev en lidt lang tur – stort set uden søvn! Men hyggeligt var det. Kl. 4.45 ankom vi til en mole, hvor vi vendtede knap 2 timer på vores båd til Koh Tao! Efer små 2 timers sejltur ankom vi til Koh Tao, hvorefter vi fik hyret en longtail båd til at sejle os til ”vores” resort som ligger på en skøn lille og super øde strand.

Hilsen Lone

Susannah Keller Finn | Dublin 2 - Ireland | Tlf.: +353877918605 | susannah.kellerfinn@gmail.com